Derfor har jeg en stor fascination af at høre hvad andre synes om mig og hvordan de opfatter mig. Jeg går altid ud fra at folk ikke kan lide mig og jeg har svært ved at tro at folk faktisk gider mig, også selvom jeg har kendt dem i årevis.
Det er ikke sådan at jeg egentligt tager mig af hvad folk synes, jeg kører meget mit eget show i forhold til hvordan jeg klæder mig og indretter mit liv. Men jeg er ekstremt nysgerrig på hvad folk tænker. Hvordan opfatter de min identitet? Hvordan ser de mig og matcher det hvad jeg selv tænker?
Jeg har tænkt over det på det sidste. Jeg ved ikke om jeg bare er selvoptaget eller om alle andre i virkeligheden har det lidt på samme måde, måske er det bare sådan at være menneske?
Det har altid betydet meget for mig at føle mig som noget særligt, jeg har altid haft et behov for at føle mig unik og anderledes. Jeg gør meget ud af at undgå det ordinære og jeg vil gerne have at folk opfatter mig som kreativ og jeg frygter at glide i et med tapetet (selvom det er der nok ikke rigtigt fare for). Jeg tror lidt at den manglende identitetsfølelse gør at jeg fokuserer på hvordan andre opfatter mig, for at få noget at basere mig selv på, hvis det overhovedet giver mening?
Jeg bliver også ofte i tvivl om folk faktisk kan lide mig eller ej. Jeg går altid ud fra at folk ikke kan lide mig, hvorfor skulle de kunne det? Jeg er højrystet, jeg fylder meget, jeg er glemsom, klodset, tyk og snakker for meget. Hvordan skulle de kunne lide mig?
Jeg ved godt at jeg er meget mere end det og at jeg er min egen absolut hårdeste dommer, men det sidder alligevel altid i mig. Jeg er usikker på folk jeg har kendt de sidste 10 år og folk der absolut ikke giver udtryk for andet end at de godt kan lide mig. Det sidder ofte i baghovedet og hvisker at de bare lader som om.
I går fik jeg dog en dejlig bekræftelse på at nogen jeg ikke er i familie eller kæreste med kan lide mig.
Der er især fire unger jeg har fået en forbindelse af en art til. En af knægtene havde lavet en tegning af et hjerte med vinger til mig for nogle uger siden, efter jeg havde været fraværende i en uge på grund af angsten.
I går var der sommerferie-afslutningen i klubben hvor jeg er i praktik. Jeg fik flere kram af den ene af pigerne og hun sagde direkte at jeg SKULLE være der efter sommerferien. Og den anden af knægtene havde lakridspiber med som gave og jeg fik kram og hans mor sagde at de havde hørt adskillige gode ting om mig.
Jeg må indrømme at imod min gode vilje, så er jeg faktisk endt med at kunne lide at være der. Faktisk er jeg nået til et sted hvor jeg ville ønske at jeg kunne få en deltidsstilling i netop den klub og bare være der om eftermiddagen, som jeg er nu i praktikken. Så ville jeg kunne fortsætte OG slippe for jobcenteret, det ville satme give noget ro. Så ville jeg også kunne koncentrere mig om stille og roligt at søge noget mere fagrelevant, og måske endda kombinere to deltidsjob.
Men der er to problemer i det. For det første er klubben en del af Københavns Kommune, og jeg er ret sikker på at de i den afdeling har ansættelsesstop. For det andet ville en ansættelse formentligt kræve en del flere ting af mig, end praktikken hvor jeg får lov til at dalre ret meget rundt som jeg vil.
Jeg har jo egentligt ingen forudsætninger for at kunne arbejde der rent fagligt.
Men jeg har efterhånden en masse idéer og jeg tror det kunne være virkelig sjovt og lærerigt at være med til at udvikle klubben. Det her skoleår har været det første for den, så der er rigelig mulighed for at påvirke stilen og udseendet af lokalet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar