Modsatrettethed jeg ikke forstår.

Jeg tænker meget over hvad det er der trigger min angst når det går galt. Jeg har svært ved at finde nogle mønstre i det. Jeg kan vågne og have det forfærdeligt, men andre gange kan jeg have haft en skøn formiddag og pludselig få angsten for at gå ud af døren, hvorfor?

Jeg tror jeg har gjort lejligheden til en for tryg base, ment på den måde at jeg måske underbevidst gør udenfor farligt også selvom jeg ikke bevidst kan sige hvad det er der skulle være farligt.

Jeg har ingen konkrete ting jeg er bange for, min krop og hjerne går bare amok i den fysiske angst når tiden for at skulle ud nærmer sig.

Jeg har nogle forskellige værktøjer efterhånden. Vejrtrækningsøvelser eksempelvis, det beroliger det centrale nervesystem hvis man bevidst laver sine udåndinger længere end indåndingen. Det hjælper mig som regel. Derudover har jeg fundet ud af at det hjælper at tale med nogen for at distrahere mig selv. Jeg tror jeg vil forsøge at høre flere lydbøger, det kunne måske også hjælpe.

Det er meget modsatrettet nogle gange. I dag eksempelvis der skulle jeg til træning, hjem og så skal jeg i praktik om ikke så længe.

Jeg vågnede og havde det ok, ville helst bare sove videre og skippe den hårde træning (hvem kender ikke det?), men jeg vidste også at det ville være en dårlig idé. Jeg sad i to timer og sagde til mig selv at jeg skulle lette min røv og komme i gang, at det ville være godt for mig, at jeg ville være glad for det og endnu gladere bagefter, at det ville sparke mig i gang og at ligge og snue videre ville bare trækker mig ned. Min kæreste prøvede også at sparke til mig, men lige meget hjalp det.
Jeg får den uduelige tendens at jeg ignorere tiden og derfor løber den sjovt nok fra mig. Så da klokken var fem minutter i at jeg skulle være til træningen, så var beslutningen jo taget for mig.
Ikke at tage en beslutning er også en beslutning.
Jeg endte med alligevel at sove en time mere og jeg var heldig i dag, jeg trængte faktisk til den time for jeg vågnede og var i meget bedre humør. Men statistikken siger at det var mest sandsynligt at jeg ville være vågnet helt sumpet og ende i angst. Men nogle gange har man jo lov at være heldig.
Jeg stod op og har hørt musik, drukket kaffe og gjort mig klar i godt humør. Jeg var ret overbevist om at nu ville det køre fint. Jeg glæder mig til praktik i dag da vi skal forberede os på afslutningsceremonien inden sommerferien på torsdag, det tror jeg bliver super hyggeligt. Så all is good i dag. Og her kommer så det meget modsatrettede. For jo tættere jeg kommer på at skulle ud af døren, jo mere snørrer det alligevel til i halsen og maven. Det begynder at føles svært at skulle ud af døren. Det er jo komplet åndssvagt. Hvorfor i alverden får jeg begyndende angst når jeg skal noget jeg gerne vil? Det giver jo ingen mening. 

Jeg er så heldig i dag at jeg har en far der har tid til at køre mig, så selvom min sagsbehandler bliver ved med at mugge over at jeg skal løse problemet med at komme ud, men at jeg ikke skal lade mig køre. Jeg løser problemet på den måde jeg kan. Og det er ved at blive kørt, så jeg vil, for at sige det på godt dansk, skrupskide på hendes muggeri.