Mandags-tirsdage.

Den klassiske ting er jo at mandag er dagen der stinker. Alle har det Garfield-agtigt med mandage.

Men for mig er det tirsdage der er mandags-agtige. Mine tirsdage er ofte flade, øv dage. Weekenden lader mig op og så brænder jeg åbenbart det hele af på mandagen og så er jeg flad tirsdag.
Det er selvfølgelig ikke hver gang, men der er et mønster.
Sidste uge endte det med at jeg slet ikke kunne komme ned til bussen og jeg ved at jeg kommenterede på det flere gange under min tid på uni. Jeg har mandags-tirsdage.

I dag falder sjovt nok ind i mønsteret (siden jeg vælger at skrive om det i dag). Jeg vågnede, men endte med at sove videre og sove fra min yogatime. Men der er det også unfair at der er hårdt eller hårdt at vælge imellem om tirsdagen.
Mandag burde køre på med noget hårdt, tirsdag stille udstrækning, onsdag hårdt, torsdag mindfulness og fredag semi-hårdt. Men det er som om at yogacenteret ikke har lagt deres timer efter mine behov, hvem som forstår det.
Så jeg var ikke topmotiveret til noget som helst da jeg vågnede og tanken om at skulle deale med børn der siger mit navn med ca. 30 sekunders mellemrum for at fortælle mig noget semi-ligegyldigt, var ikke liiiiige hvad jeg så mest frem til.
Men jeg er ved at lære mig selv at alt ikke behøver at være godt for at være ok. Jeg er meget påvirket af tidens pres om at alt skal være perfekt. Når det kommer til begrebet "12 tals piger" så har jeg lidt en rem af huden. Ikke så meget i forhold til karakterer (om ikke andet lærte uni mig, for alvor, at glemme det), mere i forhold til hvad jeg "bør" opnå.

Jeg er 28 og har aldrig været i fast arbejde, jeg har ikke børn, hus, hund og hvidt stakit. Jeg har ingen karriere eller andet at vise frem af det der gælder i vores dages samfund. Dvs. ting der kan måles og vejes. Men jeg vil jo ikke have de ting. Jeg vil ikke have børn, hund og hus.
Det er løgn, hunden vil jeg gerne have 😄 Men jeg ønsker mig slet ikke pakken med volvoen og det hvide stakit i et pænt forstadskvarter. Jeg elsker at bo på kreative, rodede Vesterbro. Her er hipstere, kaffebarer, alkoholikere, tosser og ludere. De sidste ting er måske hverken behagelige eller optimale, men jeg kan godt lide at der dog stadig er plads til at udskuddene også kan være her. At de ikke er gemt helt væk endnu og ladet det mondæne Vesterbro tage over. Men det er en anden snak.
Pointen er at jeg ikke vil være karrieremenneske, jeg vil ikke måles og vejes på den måde af samfundet og jeg elsker når jeg ikke passer ind i folks bokse.
Jeg har opnået enormt meget indenfor den målstok der for mig betyder noget. Jeg har kæmpet med psykisk sygdom i 15 år og jeg har flyttet mig verdener siden jeg først knækkede. Jeg har taget en uddannelse, også selvom det "kun" er en BA. Jeg har boet alene uden at dø. Jeg har overlevet.

Jeg troede jeg skulle have karriere og det vilde liv i overhalingsbanen. I stedet er jeg blevet en af dem som ikke helt passer ind, også selvom jeg er ret højt fungerende psykisk syg.
Jeg er kunstnerisk, kreativ og det kan ikke måles. Min trivsel kan ikke måles og vejes, og jeg har kostet samfundet flere penge end jeg har indtjent.
Men hvis ikke der er plads til folk som mig (og dem der har det endnu sværere), så mener jeg at vi moralsk og etisk er blevet for fattige. Så kan det godt være at skattekassen er fuld, men hvad kan vi bruge det til?

Det var frygteligt mange tanker der kom ud af at jeg ikke kan lide tirsdage. Men nu vil jeg tage overtøj på og cykle mod min praktik, for på trods af tirsdagen og den manglende yoga, så har jeg faktisk samlet mig nok til at jeg kan det.