mandag den 20. maj 2019

Stabilitet er målet.

Jeg har haft en lidt skidt periode efter noget usikkerhed på min praktikplads, men jeg er ved at komme efter det. Mit mål med hele det her praktikforløb er stabilitet. Stabilitet i forhold til at møde op og være der de aftalte timer. Det er ikke hårdt arbejde, hvilket passer godt for det er hårdt arbejde at skulle oparbejde stabiliteten og modarbejde angsten.

Praktikken i sig selv passer mig rigtig godt. Det er meget afslappet og det meste af tiden sidder jeg egentligt bare, og laver kreative ting og viser ungerne hvilke muligheder vi har, hvilket inspirerer dem til selv at prøve.
Der er en knægt som var et par uger om at blive sikker på at jeg ikke er farlig, men efter han fandt ud af at jeg ikke bider, så har jeg faktisk fået en ret god kontakt med ham.
Han er en forsigtig fyr, der har sit at slås med i en lidt for ung alder, så det er fedt at se ham smide paraderne og sidde og tegne mens munden pludselig kører løs på ham.

Jeg ville dog aldrig holde et pædagogjob ud andre steder end der. For der har vi tiden til at sidde en til en og tonen er fri og upædagogisk. 
I dag har jeg eksempelvis siddet og tegnet en frø i naturalistisk stil, lavet en svamp af fimo og snakket med knægten om fars dag, hvad der er sjovt at lave kreativt og at fimo åbenbart er viiiildt besværligt at blande (der havde vi forskellige meninger om emnet).
Jeg vil stadig gerne ud i noget mere fagligt relevant, jeg skal ved gud og andre fiktive skabninger ikke være pædagogtype fuld tid.
Jeg kan godt lide det jeg er i nu, og skulle jeg få chancen for at blive der lidt længere tid og dermed komme ud af dagpengesystemet ville jeg slå til hurtigere end du kan stave dit eget navn. Men kun hvis jeg kunne være netop dér. Ikke som pædagog nogle som helst andre steder. For der hvor jeg er nu, der er jeg ikke pædagog, jeg er bare voksen.

Men det er rart med nogle gode dage og jeg prøver virkelig at arbejde for flere af dem.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar