I dag gør jeg alt det rigtige.

At håndtere angst går meget ud på at trodse den. At den ikke skal få lov til at styre hvad man gør og ikke gør. Man skal vise den at det der gør at den bliver trigget, i virkeligheden ikke er farligt og at man ikke dør af det.
For mig er det jo det med at forlade lejligheden og gå ud og leve mit liv. Ikke fordi jeg er bange for noget konkret der vil ske mig hvis jeg går ud, det er udefinerbart, men ikke mindre reelt af den grund.

I dag mærkede jeg skiftet. Jeg var lige vågnet og lå i sengen og tjekkede facebook og sådan noget, da jeg mærkede et helt tydeligt skift i mig. Pludselig fra det ene sekund til det andet, så fik jeg det skidt. Jeg fik lyst til at droppe min yogatime og lægge mig til at sove igen og bare sove de næste 100 år. Det var dog ok at stå op og få yogatøjet på, men skridtet med at gå ud af døren var virkelig svært.
Jeg sad på vores trappetrin i stuen og kæmpede mod følelsen i brystet.
Men så tænkte jeg "fuck nej!" (excuse my french) og rejste mig og gik ned til yogacenteret.
Det var en restorativ time med fokus på mindfulness, som jeg normalt virkelig godt kan lide, men i dag var den hård. Min hjerne sprang rundt og jeg kunne slet ikke finde den ro jeg normalt får af de timer. Men jeg gjorde det, jeg gennemførte.
Til alle yogatimer bruger man de sidste 10 minutter på at ligge helt i ro og absorbere de stillinger man har lavet og hvad det har gjort ved kroppen og sindet. I dag lagde jeg mig i en stilling der føltes mere beskyttet end fladt på ryggen som jeg plejer. Jeg må indrømme at jeg faktisk døsede hen under de 10 minutter, på trods af angsten og den manglende ro i hovedet.
Da jeg kom hjem var jeg træt og ville helst kaste mig direkte ud i en lur ved siden af katten. Jeg nåede endda at åbne vinduet som forberedelse til et par timers søvn.
Men så besluttede jeg at få noget at spise først. Jeg kunne ikke helt mærke min sult, men jeg vidste at den var der. Så jeg lavede morgenmad, tog tøj på, satte en god liste på anlægget og gik i gang med at skrive denne blog.
Jeg har planlagt fremad, og spurgt min fantastiske kæreste om hjælp til at køre mig til praktikken. Det i sig selv er stort for mig; at direkte bede om hjælp har jeg stadig ekstremt svært ved. Jeg kan godt indrømme at jeg har det dårligt, men jeg kan ofte ikke spørge om det, jeg egentligt godt ved ville hjælpe. Men i dag gjorde jeg det. Jeg vidste at det vil gøre det nemmere at komme afsted senere, hvis jeg ikke skal forholde mig til transporten.
Derefter fik jeg rykket et telefonmøde med min kontaktperson hos Incita, fordi jeg havde virkelig svært ved at overskue at skulle gennemføre det i dag. Hun er heldigvis fantastisk sød, så hun roste mig bare for at mærke efter og bookede en ny tid i morgen.

Jeg har gjort alt det rigtige og jeg er faktisk pavestolt, hvis jeg skal være ærlig. Jeg har stadig angsten i maven og jeg vil ikke afvise at en lur alligevel vil komme på programmet. Men det vil være med en helt anden indgangsvinkel, nemlig hvile fremfor flugt.

I dag vinder angsten ikke.