Kampen forsætter.

Jeg er startet i praktik og det er faktisk gået meget godt. Det er meget udenfor min comfortzone da det er arbejde med børn, som jeg aldrig har været god til at håndtere.
Jeg har svært ved at tale til børn uden at føle at jeg taler ned til dem. Der er forskel på at tale på niveau med barnet og tale ned til dem, og jeg er altid i tvivl om hvordan jeg rammer det første. Derfor føler jeg mig også ofte akavet i selskab med børn. Og jeg hader akavethed. Men jeg vælger at se det som en form for træning i det og så er det i virkeligheden et meget afslappet rum at være i med dem, jeg skal kun sidde og lave krea-ting efter eget valg.

Men de sidste par dage har været præget af angst og generelt ubehag ved at være vågen og ved bevidsthed. Har helst ville sove uafbrudt.
Der var noget usikkerhed omkring praktikken, måske skulle vi skifte lokation og være i mindre lokaler med mange flere mennesker. Det havde jeg meget svært ved at overskue.
Usikkerheden ved ikke at vide hvad der skulle ske triggede min angst, men det overrasker mig at det fyldte så meget, også efter at det blev sikkert at vi kunne fortsætte i vores lokaler og at intet ville ændre sig. Jeg har stadig angsten i maven flere dage efter.
Jeg hader at det altid popper op igen. Jeg føler at jeg ligger folk til last, og at det at jeg er ustabil og derfor besværlig, gør at jeg ikke er god nok.

Samtidig prøver jeg aktivt at ændre min livstil langsomt i forhold til mad og bevægelse i hverdagen. Jeg er blevet bevidst om nogle mønstre der gør at min vægt er stabilt for høj. De mønstre prøver jeg at ændre. Det er ting som at mærke efter hvornår jeg reelt set er mæt og så ikke spise mere, også selvom det smager godt. Det vil også sige at skære ned på størrelsen af mine portioner.
Jeg er mere bevidst om at tage trappen i stedet for elevatoren, at cykle i stedet for at tage det offentlige, at prøve at gå flere ture.
For det meste spiser jeg egentligt ret sundt. Men jeg skal blive bedre til at stå imod fristelser når jeg er ude, eksempelvis på caféer hvor cookies eller cheesecake har en tendens til at kende mit navn og hviske det lidt for meget. Jeg har en underlig idé om at jeg er nødt til at slå til når muligheden er der, som om den ikke kommer igen. Det er jo noget sludder. Jeg kan altid vælge og muligheden for noget usundt, men lækkert, kommer jo altid igen.
Nogen vil måske mene at jeg burde fokusere på angsten og ikke gøre det hele sværere ved også at fokusere på vægt og madvaner, men det fylder simpelthen for meget til at jeg kan være ligeglad.
Jeg er nødt til at få kontrollen tilbage over min krop og min vægt.
Jeg kan ikke leve med at blive ved med at føle mig utilpas i min egen krop og mærke vægten af min krop når jeg bevæger mig og mærke at den er for tung. Jeg kan ikke holde ud at blive ked af det hver gang jeg bliver bevidst om hvor min krop har lavet fine fedtdepoter.
Derudover har jeg en drøm om en brystreduktion, men det kan jeg først få når min BMI er nede på et sundere niveau end nu.

Men der er kun én vej og det er fremad, så jeg kæmper videre.