Blandede symptomer og diagnoser.

Det går godt igen heldigvis. Jeg skal lige sparke mig selv igang med at træne efter sidste uge, hvor jeg kun kom afsted fredag. Har haft ondt i kroppen i flere dage, ikke post-træning ondt (i hvert fald ikke kun), men mærkeligt stiv og humpende. Jeg satser på at det går væk, når jeg får trænet et par gange. Derudover skal jeg starte i praktik d. 23. og jeg svinger mellem at glæde mig og tænke at det slet, slet ikke vil gå, men det er nok meget forventeligt. Heldigvis tror jeg ikke, at jeg kan finde et mere forstående miljø at starte i. Så det skal jo nok gå.

Efter min psykiater officielt ændrede min diagnose til angstlidelse med borderlinesymptomer, i stedet for borderline med angstsymptomer - så har jeg fokuseret meget mere på angsten her på bloggen. Hvilket jo nok er naturligt nok.
Men jeg har jo stadig borderlinesymptomerne, de er jo ikke forsvundet bare fordi diagnosen er ændret på papiret. Jeg tror min psykiater har helt ret i sin vurdering, efter jeg tænkte over det, giver det så meget mening, fordi jeg altid har manglet nogle kernesymptomer for borderline.
Men de andre symptomer er der jo stadig. Jeg er stadig mere eller mindre kronisk bange for at blive forladt og mine følelser er jo ikke blevet mindre. De skvulper stadig over nogle gange og det er ikke altid de helt matcher situationen jeg er i. Mit selvværd er ikke blevet bedre, jeg arbejder stadig på det. Men jeg må erkende at det hænger uløseligt sammen med min vægt, som jeg også desperat arbejder på. Jeg undgår også helst at være alene, så vidt muligt, jeg har bare ikke godt af det. Jeg kan heller ikke lide stilhed, jeg har altid musik kørende ellers larmer mit hoved for meget.
Og som man godt har kunne læse på det sidste, så har jeg også stadig en tomhedsfølelse det meste af tiden. Jeg bliver ofte ramt af eksistentialistiske tanker som gør, at jeg har svært ved at overskue at skulle være i live i årevis endnu. Hverdagen kan totalt holde op med at give mening.
Hver aften når jeg bliver træt, så er jeg tæt på at droppe alt jeg skal de næste mange dage, fordi jeg simpelthen ikke orker det. Men jeg har nu lært mig selv at sove på det, for når jeg er udhvilet kan jeg jo pludseligt godt overskue det alligevel. Men følelsen af træthed er tæt på totalt at overtage min fornuft. Og så er angsten for angsten der stadig, det vil sige angsten for at det pludselig skal vende og jeg igen vil dumpe i afgrunden.