Jeg har haft en masse gode dage i træk, jeg har været glad og overskudsagtig og har nået ting jeg gerne ville. Men i går havde jeg en angst-episode. Jeg vil ikke kalde det angstanfald mere, for det er som sådan ikke anfald, det er mere at angsten får mig til at blive uendeligt ked af det. Det ér angsten, men den manifesterer sig bare som gråd og skyldfølelse. Jeg føler at alt er ved at falde sammen og at det er min skyld. Alt er min skyld. Og jeg bliver så ked af det, så hjerteskærende ked af det.
Men jeg slipper for hjertebanken, hyperventilation og angst så stærk, at den må skriges ud. Jeg kan også hurtigere trøstes og blive nogenlunde ok igen. Det er jo tegn på at det går fremad, hvilket jo er skønt, men jeg hader at det stadig er der. At det stadig lurer et sted under overfladen.
I går havde jeg som sagt sådan en grådtur. Alt var min skyld, vi ville ikke nå det vi havde planlagt, min kærestes ekstra fridag var totalt spoleret og det var min skyld det hele. Han kan heldigvis fortælle mig, at det jo ikke er min skyld og at det altså er ok at ændre planer. Så jeg faldt ned igen og kom til psykiater, fordi han kørte mig, ellers var jeg ikke kommet afsted.
Dagen forløb så på alle måder, ikke som vi havde planlagt. Alt i alt var det også rent praktisk lidt af en møgdag, men vi fik det bedste ud af det.
I dag skulle jeg så op og til yoga kl. 9. Jeg vågner helst to timer før, når jeg skal til yoga om formiddagen. Jeg har lært, at jeg har brug for tiden til at drikke kaffe, rode med min telefon, gøre mig klar i ro og mag osv., det er bare det, der giver de bedste dage. Så jeg gør jo hvad der virker.
I dag havde jeg ekstremt svært ved at vågne og snoozede en hel time (med udskydelser hvert 10. minut), men fik endelig revet øjnene op kl. 8.
Herefter havde jeg lidt svært ved at overskue at kun have en time til jeg skulle være til yogaen. Det kan lyde fjollet, specielt når man tænker på at yogacenteret jo ligger i den anden ende, af den ret korte gade jeg bor i. Men sådan har jeg det nu engang for tiden og jeg har efterhånden lært, bare at acceptere mine behov og indrette mig efter dem.
Men da klokken nærmede sig halv ni, tænkte jeg at det skulle være løgn og fik kastet mig i træningstøjet, børstet tænder, sat linser i og diverse på ca. syv minutter. Jeg skulle fandme afsted.
Men det var så her, at min angst mente noget andet. Det sidste trin med at forlade lejligheden, viste sig umuligt. Jeg endte med at sidde 20 minutter på trappetrinet til vores stue og kramme katten, glo i min telefon og prøve at overbevise mig selv. Jeg ved jo at det er en kæmpe sejrsfølelse, der venter mig på den anden side af døren og jeg ved, at jeg har det endnu bedre når jeg så har trænet også.
Men jeg kunne ikke.
Jeg har ikke ord for hvor meget jeg hader, at angsten styrer mit liv på den måde. Det kan ikke være rigtigt, at jeg ikke må styre mit eget liv.
Jeg tror at det er godt, at jeg er nået til at blive vred over det i stedet for ked af det. Jeg tror det er et tegn på udvikling. Jeg tror også det giver kræfter til at kæmpe endnu hårdere mod angsten.
Men nu under jeg mig selv en time, hvor jeg kan være sur og skumle, og så må jeg videre med dagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar