Tværtimod var de stor-smilende og overbeviste om at de nok skulle finde en relevant praktik og på sigt få mig i job. Det har givet så meget håb for fremtiden og gåpåmod.
Så meget at jeg har sagt ja til en praktik, som en ven har sat i stand for mig. Det er rimelig meget udenfor min comfortzone, da det er arbejde med børn. Men jeg skal bare sidde og være kreativ med dem uden nogen pædagogiske ansvar. Jeg har lavet mange forskellige kreative ting igennem tiden, før jeg fandt min fimo-hobby, så jeg burde kunne lave lidt forskellige krea-ting med de unger, som overraskede mig meget positivt, da jeg var der og se på stedet.
Men hos Incita går jeg også i et forløb der handler om kropsorienteret angsthåndtering. Det er ret godt, med en psykolog og en fysioterapeut tilknyttet. Det er et lille hold med de samme mennesker og det er vidst sidste gang i denne her uge.
Fra første gang havde jeg en fornemmelse af at være længere i processen med angsthåndteringen end resten af holdet. Det betyder ikke at jeg ikke får noget ud af det, tværtimod hjælper det mig egentligt at se at jeg har rykket mig. Jeg tror bare jeg får noget andet ud af det end de andre, men det er jo ligegyldigt. Bare det hjælper os.
Jeg genkender mig selv i de andre. Specielt én af dem. Hun er en helt anden type end mig og jeg tror egentligt ikke, at vi har særligt meget til fælles, men jeg kan genkende hendes udtryk og jeg ved at jeg har haft præcis samme udtryk. Det er noget i hendes kropsholdning og hendes triste ansigt med et lidt fjernt blik. Hun er hele tiden beskæftiget mentalt med at holde sig selv sammen. Der er et eller andet, ved specielt hende der gør at jeg bare véd at jeg har haft samme udtryk.
Jeg kan faktisk mærke at min hals snørrer sig lidt gråd-agtigt sammen af at skrive om hende, selvom jeg har en rigtig god dag i dag.
Jeg har snakket en del med hende, henover de sidste tre uger forløbet har været i gang. De ting hun fortæller genkender jeg også 100% og jeg forsøger at give hende så meget som muligt af det, der har hjulpet mig, uden at virke bedrevidende og negligerende overfor hvor hun er i kampen.
Fra første gang havde jeg en fornemmelse af at være længere i processen med angsthåndteringen end resten af holdet. Det betyder ikke at jeg ikke får noget ud af det, tværtimod hjælper det mig egentligt at se at jeg har rykket mig. Jeg tror bare jeg får noget andet ud af det end de andre, men det er jo ligegyldigt. Bare det hjælper os.
Jeg genkender mig selv i de andre. Specielt én af dem. Hun er en helt anden type end mig og jeg tror egentligt ikke, at vi har særligt meget til fælles, men jeg kan genkende hendes udtryk og jeg ved at jeg har haft præcis samme udtryk. Det er noget i hendes kropsholdning og hendes triste ansigt med et lidt fjernt blik. Hun er hele tiden beskæftiget mentalt med at holde sig selv sammen. Der er et eller andet, ved specielt hende der gør at jeg bare véd at jeg har haft samme udtryk.
Jeg kan faktisk mærke at min hals snørrer sig lidt gråd-agtigt sammen af at skrive om hende, selvom jeg har en rigtig god dag i dag.
Jeg har snakket en del med hende, henover de sidste tre uger forløbet har været i gang. De ting hun fortæller genkender jeg også 100% og jeg forsøger at give hende så meget som muligt af det, der har hjulpet mig, uden at virke bedrevidende og negligerende overfor hvor hun er i kampen.
Jeg håber hun forstår at jeg mener det bedste med det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar