Endnu en sejr!

Jeg skulle til optiker kl. 10 og fra jeg vågnede havde jeg den der knude i maven, knuden af elektriske ål der snor sig om hinanden. Jeg trak tiden ud i sengen, jeg legede på min telefon, jeg tog kaffen med ind i soveværelset og drak den i sengen. Og knuden blev ved. Katten har fået den vane at komme ind og lægge sig op ved siden af mig når jeg vågner, så han blev krammet en del.
Jeg fik mig selv til at stå op og tage tøj på og linser i, men så vendte ålene tilbage og jeg måtte tilbage i sengen og kramme katten igen. Og så skred tiden selvfølgelig og jeg ville ikke kunne nå det til tiden. Så fik jeg det yderligere skidt over at komme for sent, hvis jeg endelig skulle komme ud af døren. Men så tænkte jeg problemløsning i stedet for at lade ålene tage over, så jeg ringede til optikeren og sagde at jeg ville blive forsinket og det var helt ok med dem. Så kunne jeg pludselig stå op, samle mine ting og gå ud af døren. Jeg kunne på en eller anden måde slå ålene ud.

Så jeg kom til optikeren og fik tjekket linser og bestilt nye. Jeg kom derefter til at gå i H&M og fejrer det med et par nye solbriller, selvom jeg egentligt ikke har råd til det. Men det er den første om lidt og så kommer der lidt kroner på kontoen igen, så det går nok.
Jeg er så priviligeret at jeg har min kæreste der praktisk talt forsørger mig, for at give mig råd til at gå ud og sidde på café og skrive (hvilket jeg gør i skrivende stund) eller mødes med venner og veninder. Og det har jeg virkelig godt af og jeg nyder det i fulde drag!

På torsdag skal jeg starte hos Incita og jeg glæder mig faktisk. Jeg har nerver på fordi det er første gang længe, at jeg skal starte hos noget der for alvor gerne skulle føre mig til et job. Og det er første gang længe, at jeg skal i noget aktivering der er fast og i længere tid. Det trigger lidt angsten, så weekenden var tung og søndag resulterede det i et angstanfald og følelsen af total ulykkelighed.
Men en risolid og en lur fik klaret det. I går formiddag da jeg skulle til psykiater var også svær, så min søde kæreste tog sig tid til at køre mig, det reddede dagen. Jeg gik stille og roligt et godt stykke af vejen hjem og fik kigget i butikker (og brugt flere penge) og da jeg kom hjem var jeg udmattet, men efter en powernap på 20 minutter kunne jeg tage til det møde jeg havde planlagt, jeg havde oven i købet overskud og godt humør.
Så jeg kan konstatere at når jeg først er ude, så går det jo virkelig godt, jeg skal bare øve mig i at minde mig selv om det, så jeg kan komme over angsten og smide mig selv ud af døren.