En time med det de kalder Urban Yoga, som er ret hårdt og fokuserer meget på at styrke muskler (og som bekendt er mine muskler ca. lige så stærke som vingummi), det virkede bare slet ikke lokkende. Igen en meget velkendt følelse for de fleste tænker jeg, ud i kulden og til træning? Øv.
Problemet er at den uvilje, meget hurtig udvikler sig til angst for mig. Brystkassen snører sig sammen og på en eller anden måde, bliver min mavesæk forvandlet til en kampesten.
Jeg stod dog op og tog yoga tøjet på og satte linser i. Det føltes ikke rigtigt muligt at skulle ud af døren. Hoveddøren er nogle gange en uoverstigelig forhindring. Jeg har tidligere oplevet at være i overtøj med min taske, parat til at gå ud og ende med at sidde foran hoveddøren og kigge på den i halve og hele timer.
Men jeg satte mig på stuegulvet og katten kom straks og skulle undersøge hvad jeg lavede nede på hans område, hvilket han i øvrigt også altid gør hvis jeg prøver at lave et par øvelser herhjemme. Det er ikke altid nemt at lave yoga, når der står en kat helt nede i ansigtet på en og har tændt kattemotoren for fuld knald.
Jeg sad i skrædderstilling og kunne derfor nemt løfte ham op og sidde og kramme ham med næsen helt begravet i hans nakke. Han er verdens mest godmodige kat, så han finder sig i det, så længe man nusser ham lidt på maven samtidig. Jeg krammede og fortalte ham at det var svært. Men så tænkte jeg fandme nej og rejste mig og tog mine ting og gik ud. Uden at tænke, uden at føle - bare handlede.
OG DET LYKKEDES!
Ingen panikanfald, ingen tårer, intet behov for bare at vænne om og gå ind i seng og hade mig selv. Jeg kom til yoga, jeg fik trænet godt. Jeg stod oven i købet blandt nogen, der havde skader eller var stive som brædder, så jeg følte mig virkelig god til yoga.
Det var en kæmpe sejrsfølelse og jeg tror jeg storsmilede hele vejen hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar