torsdag den 24. januar 2019

Mulige fremtidsplaner.

I forlængelse af sidste indlæg er vinterens trykken stadig et problem. Min angst er steget og de sidste to møder med jobcenteret er blevet aflyst på grund af panikanfald.
Min bisidder mener at det bedste træk for min fremtid vil være et jobafklaringsforløb, fordi jeg pga. angsten simpelthen er for ustabil til at kunne blive sendt ud i praktik og derefter raskmelding, som det ellers var planen. Jeg har læst lidt på jobafklaring og jeg synes umiddelbart det lyder rigtigt fornuftigt, men det er jo dyrere for kommunen, så nu må vi se hvad min sagsbehandler siger.
Men til næste møde tror jeg at jeg skal have min kæreste eller mor med til at holde mig i hånden hvis jeg skal kunne gå ind til et møde. Jeg ved godt at min bisidder er på min side, så jeg er ikke alene mod sagsbehandleren, som er en lidt strid type, selv når hun er fornuftig. Men jeg tror jeg bliver nødt til at have noget følelsesmæssig støtte, jeg har skyldfølelse over at have aflyst to møder i sidste øjeblik. Bisidderen er kørt fra Faxe og sagsbehandleren får spildt sin tid. Jeg ved godt at det er angstens skyld og som sådan ikke min skyld. Men jeg har stadig skyldfølelse. Jeg skal have nogen i ryggen for ikke at panikke for tredje gang også tror jeg.

Forhåbentligt vil det blive bedre til foråret og derefter vil jeg kunne opbygge noget stabilitet så næste vinter bliver lidt nemmere at komme igennem.
Jeg er bare så træt af de dyk der kommer hvert år. Hver eneste vinter føler jeg mig lidt som en ludobrik der bliver smidt adskillige felter tilbage. Måske ikke helt tilbage til start, men langt nok tilbage til at det føles virkelig nedslående.
Forhåbentligt kan jeg gøre det til en tilbagevendende ting at tage en uge sydpå i solen fremover, men det kan jeg desværre ikke i år.

Derudover er jeg midlertidigt blevet offentlig debattør efter jeg skrev dette indlæg i Politiken: Børn der larmer på museer Det har i dén grad taget fart.
Jeg er blevet interviewet af Kristeligt Dagblad og skal måske lave et indslag i radio24/7 i næste uge. Det er meget spøjst. Jeg synes det har været sjovt og det har givet noget energi at bruge hovedet på noget. Dog er der også virkelig meget arbejde i at holde sig informeret i sådan en debat på nettet, det går vanvittigt hurtigt i et kommentarspor. Men det er spændende at prøve.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar