Jeg øver mig i at være sulten. Det lyder sikkert mærkeligt, men sagen er at jeg har glemt hvordan man er naturligt sulten.
Jeg har været på psykofarmaka i syv, snart otte år og alle de forskellige præparater jeg har prøvet har alle sammen påvirket mit forhold til mad på en eller anden måde. Så jeg har glemt hvordan man er helt naturligt sulten.
De sidste jeg var på, gjorde at jeg fik ekstrem kvalme når jeg blev for sulten, jeg blev dårlig og gerne også svimmel. Så jeg vænnede mig til aldrig at blive for sulten, for så kunne jeg undgå at blive så dårlig. Men det har også gjort at jeg har vænnet mig til at spise for meget for altid at være mæt. Men dem jeg er på nu, gør ikke det samme ved mig.
De giver mig en medicinsult der ikke har noget at gøre med reel mangel på mad og den er jeg ved at lære mig selv at tøjre. Og først og fremmest lære min krop at den ikke dør af at blive sulten.
Det betyder selvfølgelig ikke at jeg ikke spiser eller sådan noget. Det betyder bare at jeg venter med at spise til jeg er rigtig sulten og jeg tænker meget over kun at spise til jeg er mæt - ikke overmæt.
For jeg bliver medicinsulten ud på aftenen, det gør jeg altid, uanset hvor meget jeg har spist. Så det nytter ikke noget at overspise for at undgå det. Og medicinsulten er ikke det samme som snacksulten. Det føles som reel sult der gnaver lige bag solar plexus. Men jeg er ved at lære hvilke forskelle der er på den sult og på den reelle sult der kommer af madmangel.
Og så er der selvfølgelig viljestyrken der skal opbygges til ikke at falde for usunde ting og til ikke at snacke for meget, men det kender vi jo allesammen.
For mig er det især sodavand jeg har svært ved ikke at falde for. Jeg kan bare virkelig godt lide det søde og brusende. Men jeg nyder faktisk også at drikke helt almindelig vand, så jeg gør mit bedste for at stille tørsten i vand og kun forkæle mig lidt med sodavand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar