Vinterdepressionen trykker.

Jeg mærker tydeligt vinterdepressionen stikke sit grimme fjæs frem og ødelægge mit humør godt og grundigt. Min angst er blusset op igen og jeg er sikker på at vinteren har skylden.
De sidste par år hvor jeg har haft mulighed for en uges tid sydpå i solen, der har det ikke været nær så slemt. Men i år må jeg ikke forlade landet fordi jeg er på sygedagpenge og ikke må holde nogle ferier. Derfor må jeg blive herhjemme i mørket og det har jeg ikke godt af.

Jeg har sværere ved at forlade lejligheden end jeg ellers har haft længe. Jeg bliver mere ked af det uden grund og jeg havde et panikanfald sidst jeg skulle til møde med jobcenteret. Det måtte aflyses fordi der stod tårer og snot ud af næsten alle huller i mit kranie.
Jeg bruger stadig yogaen, men må holde pause med den hårdeste, hatha yogaen. De sidste par gange jeg har prøvet at komme afsted er angsten startet i maven allerede aftenen før og jeg har ikke kunne komme ud af døren til det. Det er ikke kun fordi det er hårdere og mere udfordrende end de andre klasser jeg tager. Hovedsagen er at der ofte er en enkelt par-øvelse hvor man hjælper hinanden til en håndstand. Det kan jeg ikke rumme lige for tiden. Jeg vil ikke have kontakt med andre, jeg vil bare fokusere indad og få ro på. Min ro bliver forstyrret af at skulle interagere med en fremmed og lave en fysisk øvelse sammen. Så jeg har besluttet at de klasser må jeg springe over den næste tid indtil jeg kan overskue dem igen. Heldigvis er der stadig tre andre klasser som jeg virkelig nyder.
Jeg ville ønske jeg havde råd til et abonnement der dækkede hele dagen og aftenen, lige nu har jeg kun råd til et der gælder formiddage på hverdage. Men det er også et dyrt yogacenter jeg har valgt, det kunne gøres billigere andre steder, men jeg har valgt at betale det ekstra for at kunne bruge et yogacenter der ligger i samme gade som jeg bor i. Det gør at jeg faktisk kommer afsted og får brugt det. Det er de ekstra penge værd.

Jeg har generelt svært ved transport. Det har jeg egentligt altid haft, det har altid føltes som spild af liv at skulle transportere sig fra A til B. Jeg har som barn ofte drømt om at kunne teleportere mig rundt. Her i mit voksenliv har den modvilje så udviklet sig til et stærkt ubehag og til tider direkte angst når jeg skal ud og transportere mig et eller andet sted hen.
Jeg arbejder på det og jeg prøver virkelig at fortælle mig selv at transport altså er en enormt basal del af tilværelsen og fuldstændigt umuligt at undgå. Men nogle dage kan jeg bare ikke, der kan det hjælpe meget at blive kørt, for så skal jeg ikke selv forholde mig til verden omkring mig. Det skal jeg jo uanset om jeg går, cykler, kører i bus eller tog eller selv kører bilen, hvorimod hvis jeg bliver kørt af en jeg kender, så kan jeg basalt set lukke øjnene og stole på at jeg lander det rigtige sted. Det er en stor hjælp når angsten stikker.