Jeg øver mig i at gøre ting der er gode for mig. Jeg er begyndt til yoga og jeg nyder roen det giver i kroppen og hovedet. Jeg håber at hvad end jobcenteret sætter mig til, at jeg så kan få lov at have formiddagene fri, så jeg kan fortsætte med yogaen. Den er virkelig god for mig.
Derudover fortsætter jeg selvfølgelig med den sunde kost og når jeg spiser usunde ting, så øver jeg mig i at sætte farten ned og faktisk nyde det og ikke have dårlig samvittighed over det.
Jeg må gerne spise lidt usunde ting en gang imellem, hvis bare min kost ellers er sund og jeg bevæger mig. Men der er ingen grund til at skælde mig selv ud over det.
Jeg øver mig meget i at tale pænt til og om mig selv. Det har jeg ikke altid gjort, tværtimod faktisk. Men jeg begynder at have lidt overskud og det bruger jeg på ting der kan give mig mere overskud. Jeg står tidligt op om morgenen og bruger formiddagen på yoga for at få en god start på dagen og det er godt. Jeg begynder at få struktur på min hverdag.
Jeg har stadig lidt problemer med at gå ud nogle gange og den pludselige tristhed rammer også.
Jeg har mange tanker om altings ligegyldighed. Jeg mangler en mening med livet. Ikke forstået som at jeg jager Meningen, men bare én mening. En grund til at jeg skal fortsætte med det hele. Er ramt af nogle tanker om hvor ligegyldigt det er, at lige jég fortsætter med at leve. Der er jo ikke noget jeg skal eller kan opnå ved det og jeg kommer ikke til at gøre en forskel i det store billede.
Jeg er ikke religiøs, ikke engang spirituel, jeg tror ikke på at der er anden mening med livet end den rent biologiske og så den vi selv tillægger. Men jeg ved bare ikke hvilken mening jeg skal tillægge mit liv. Jeg har lidt planer og drømme, men de virker på én gang uopnåelige og samtidig alt for små og trivielle.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar