At blive diagnosticeret er noget mange har forskellige holdninger til. Selv tror jeg at vi skal passe på med at forstå psykiske diagnoser på samme måde som de fysiske.
Ikke at de er mindre alvorlige, men fordi det fungerer anderledes når det kommer til psyken. Når man har kræft, så er der ikke så meget at rafle om - kræften er der og det er noget lort.
Når man har en psykisk lidelse så er det ikke så simpelt, for psykiske lidelser er meget mere flydende. Når man diagnosticerer psykiske lidelser, så er det mere noget med at forsøge at lave nogle kasser som man kan putte folk i for at gøre det nemmere at overskue.
Dermed ikke sagt at man ikke kan passe perfekt ind i de kasser, men mange (inklusiv mig selv) skvulper lidt rundt og passer ikke helt perfekt ind.
Dertil er der hele problematikken i forhold til stigma ved at have en psykisk diagnose. Vil andre se ned på en? Se anderledes på en? Vil man blive dårligere behandlet af det offentlige/arbejdsgivere/etc. når man har en psykisk diagnose? Der er mange spørgsmål når man står og har fået et stempel af en psykiater eller lignende.
Det at få en diagnose var for mig ret befriende. Til at starte med var jeg meget i tvivl om det var den rigtige fordi jeg ikke passer direkte ind i kassen, men i takt med at jeg lærte mere og mere om den, er jeg blevet mere og mere sikker på den.
Nu er den så kommet til diskussion igen, fordi min nuværende psykiater mener at jeg ikke har borderline, men at det hele kommer af ubehandlet angst som jeg har gået med i de sidste 12 års tid.
Jeg har det svært med at hun sætter spørgsmålstegn ved den diagnose jeg har fundet mening, og en form for tryghed, i. Hun rykker rundt på meget af min selvopfattelse kan jeg mærke.
Jeg har hele tiden prøvet ikke at finde for meget identitet i det at være psykisk syg og i det at have borderline, men jeg er nok alligevel faldet lidt i fælden.
Jeg har baseret hele denne her blog på borderline diagnosen, skal jeg så skifte den til Angstliv? Eller Livet som Psykisk Syg? Eller hvad?
Hvis det hele er baseret i angst, så er der større chance for helbredelse, eller i hvert fald en form for helbredelse. Så jeg burde vel egentligt være glad for hendes vurdering. Grunden til at jeg ikke er det, er at jeg ikke tror hun har ret. Jeg kan ikke få det til at passe sammen. Mange af mine symptomer kom før angsten, mange af følelserne af elendighed og generel lede ved at være i live, dem har jeg kendt til hele mit liv. Jeg oplevede angst første gang som 20 årig, men jeg har haft tanker om at dø utidigt så længe jeg kan huske.
Jeg tror ikke på at det hele udspringer af det overfald jeg blev udsat for som 15 årig. Jeg havde symptomer før det.
Så derfor beroliger det mig ikke at hun mener at det "kun" er angst, ikke at angst er en let diagnose, men det føles som en negligering af de symptomer der ikke er i direkte ledtog med angsten.
Jeg kan dog godt lide min psykiater og den stemningsstabiliserende medicin jeg er på nu, er endelig begyndt at virke. Så nu er planen at langsomt trappe mig ud af de angstdæmpende og antidepressiverne, så jeg forhåbentligt kan få et fungerende liv uden bivirkninger. Så som sådan kan det jo være lige meget hvad vi kalder problemerne, hvis bare løsningen virker.
Så ja, jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om det hele. Jeg er ambivalent om hele denne her snak om diagnose, men jeg er samtidig lykkelig for at jeg på det sidste har følt mig som et rigtigt menneske, for første gang længe. Så måske skal jeg bare se tiden an og se hvordan det går.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar