Monsteret er skubbet ind i skabet.

De to sidste dage har været tunge og i går havde jeg en mindre angst-episode. Jeg tror det kom af at jeg var sulten og tanken om at skulle ud hente mad, med cykel og mennesker og verden blev pludselig for meget. Fra ikke at gide, på grund af ren dovenskab, gik det til at føles ubehageligt at skulle ud, til at blive decideret angst med tårer og hurtig vejrtrækning. Men jeg fik det hurtigt under kontrol, det nåede aldrig ud i et reelt angstanfald. Jeg talte blade på planterne og ting med ansigter i stuen.
Min søde kæreste endte med at hente mad til os og jeg satte mig og lavede lidt fimo og hørte god musik. Da jeg havde fået mad og ro på kunne jeg godt tage ud til min aftale om aftenen og fungerede endda helt normalt.

Tror bare at fordi mine dage har været tunge og jeg har haft vrøvl med min ryg, så var jeg lidt tyndhudet og det kammede lidt over.
Men jeg er stolt over at jeg så hurtig fik det under kontrol. Det hjalp at sidde lidt i sofaen og holde i hånd og trække vejret imens jeg talte ting, jeg fik det under kontrol og jeg blev hurtigt i godt humør igen.

Jeg bliver bedre og bedre til at styre angsten og til at komme ud hver dag. Det er stadig svært og kræver at jeg skal tage mig sammen i et stykke tid, men det hjælper at tage pænt tøj på og bare tage den tid det tager.
Jeg gør en indsats for at lave aftaler med venner og veninder. Jeg prøver at engagere mig i folk igen, jeg har været meget tilbagetrukket i flere år fordi jeg simpelthen ikke har kunne overskue de "krav" almindelige venskaber stiller. Heldigvis kender jeg skønne mennesker der har åbne arme og ikke bærer nag over min tilbagetrækken. Nogle aftaler bliver aflyst igen og nogle gennemføres, jeg er stadig nødt til at gøre det i et roligt tempo for ikke at køre mig selv ned ved at gabe over for meget. 

Derudover er jeg blevet bedre til at acceptere mig selv og min krop som den er. Jeg føler mig stadig for stor og drømmer om at være åleslank igen, men jeg øver mig i at tale pænt til mig selv. For faktum er at jeg er for tyk, men jeg taber mig ikke hurtigere af at hade mig selv (tværtimod tror jeg).
Jeg har svært ved at styre cravings for tiden og jeg svinger mellem at holde mig selv i ørene og argumentere for at jeg jo vil være glad for resultatet ved ikke at give efter - til at tænke at det ikke er det værd og at det jeg har lyst til, overskygger målet om at tabe mig.
Det hjælper ikke at mad er en tryghedsting for mig, det føles rart at spise når jeg er lidt on edge, det trøster. Det er uholdbart at lade sig trøste på den måde, men jeg har endnu ikke fundet noget der har helt samme effekt.