Pinefuld angst.

Som skrevet på bloggens facebook side, så skal sidste blog ikke tages så bogstaveligt. Den blev skrevet midt i et kæmpe angstanfald og er udelukkende et billede på hvordan det er i mit hoved når bølgerne går allerhøjest.

I morgen skal jeg starte i et forløb som jobcenteret har indstillet mig til. Det er kun på 5-6 timer om ugen og kommer i første omgang, for mig, til at handle om at lære at gå udenfor alene igen.
Min angst er værre end den nogensinde har været før. Min teori er at kombinationen af det nye Lyrica og endnu nyere Lamotrigin er det, der får mig til at reagere så voldsomt. Desværre har min psykiater ferie ind til starten af august, så jeg må vente ind til da, før jeg kan få svar på om det er normalt eller om jeg reagerer sådan fordi jeg ikke kan tåle det eller om der måske slet ikke er nogen sammenhæng.
I hvert fald har jeg aldrig været så pint af angsten som jeg er lige for tiden. De to sidste dage har der med korte afbrydelser siddet en knude i maven hele tiden og jeg skal jævnligt fokusere på min vejrtrækning for ikke at begynde at græde og hyperventilere uden grund.
Det er værst når jeg skal ud af døren. Den anden dag måtte jeg fysisk føres over dørtrinnet fra lejligheden fordi jeg hulkede og intet kunne. Jeg har aldrig haft så mange angstanfald på så kort tid som i den sidste uge.
Det er helvede på jord og jeg ville ikke ønske det for min værste fjende. Bare tanken om at i morgen skal jeg starte på det forløb alene, så jeg skal ud af døren alene, transportere mig alene og sidde til det alene, det er nok til at mit hjerte begynder at banke allerede nu og jeg får en trykken bag øjnene som om jeg kunne tude i stride strømme. Så jeg skal have min mor med. Jeg er 27 år og skal have min mor (eller kæreste) med i hånden for at kunne færdes i offentligheden.
Jeg er fløjtende ligeglad med hvad andre måtte tænke, jeg gør hvad jeg må for at komme igennem det her, men jeg kan godt føle mig lidt ynkelig.

Når man er så afhængig af andres hjælp til helt simple ting, så er det svært ikke at føle sig ynkelig og ikke mindst besværlig. Men jeg gør mit bedste for at huske at dem der hjælper mig gerne vil, fordi de holder af mig. Jeg husker mig selv på at de er voksne mennesker der må sige fra hvis de ikke kan eller vil mere. Jeg husker mig selv på at selvom angsten fylder rigtig meget lige nu, så har den ikke altid fyldt så meget. Faktisk har jeg haft flere år uden angsten, det er bare lige nu det er svært.
Jeg husker mig selv på at jeg ikke kun er min angst, jeg er også øjeblikkene ind i mellem hvor jeg godt kan grine, dufte til blomster og synge højt i bilen til gamle hits i radioen.

Jeg er meget mere end mine diagnoser.