De sidste to uger har jeg haft konstant angst i mere eller mindre grad. Når jeg er faldet ned efter panikanfaldene, så blev er angsten bare siddende i maven og mellemgulvet i stedet for at forsvinde, som den ellers plejer.
Det har været helvede på jord og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Min krop har været i konstant alarm og mit hoved har kværnet med en milliard tanker hele tiden.
I dag er første gang i de sidste to uger hvor jeg har kunne trække vejret nogenlunde frit, for første gang i uger føler jeg mig menneskelig og jeg kan smile uden at det føles akavet og underligt.
Jeg kan stadig mærke en murren ved solar plexus, men i dag kan jeg ignorere den og faktisk tænke sammenhængende tanker i stedet for at snurre rundt om mig selv med afbrudte tankestumper svævende om ørerne hele tiden.
Jeg er dybt taknemmelig for det her frirum jeg har i dag og jeg håber inderligt at det er tegn på at det går fremad og at den lamotrigin, som jeg mistænker for at være skyld i hele balladen, faktisk begynder at virke som den skal.
Hurra for at føle sig som et menneske og ikke som en stor sort klump angst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar