Lige nu synes jeg alt er blevet værre. Alt er gået ned af bakke. Mine angstanfald bliver voldsommere og voldsommere og kommer mere og mere hyppigt. I går havde jeg, for første gang, to voldsomme anfald på samme dag hvor jeg var helt oppe og hyperventilere og næsten skrige af angst.
I dag er tendenserne til at være selvdestruktiv helt oppe og ringe. Jeg er så ked af det og det gør så ondt indeni at jeg får lyst til at prøve at vise verden fysisk, hvor slemt det er.
Jeg har lyst til at drikke mig sanseløst beruset og snitte mine arme og ben i stykker. Jeg har lyst til at tage alle former for beroligende og angstdæmpende medicin jeg har, i håb om at det enten virker eller slår mig ihjel. Jeg har lyst til at gå ud på gaden og skrige, ind til nogen spærrer mig inde. Jeg har lyst til at gå ned til havnen og hoppe i med noget tungt om benet. Jeg har lyst til at løbe ind i en mur igen og igen, til jeg er så sønderbanket at jeg ikke kan mere.
Jeg græder lige nu og jeg har svært ved at stoppe igen, men jeg håber at det at skrive om det, kan være nok til at noget af lysten aftager.
Jeg har stadig den rationelle stemme i hovedet der siger at alt det ovenstående er en rigtig dårlig idé, men den stemme bliver mere og mere overdøvet af alt det andet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar