Overreaktion eller syg reaktion?

Selvom jeg blev talt ned i går og godt kunne se hele telefon-miseren i et mere fornuftigt lys, så ville følelsen af at det hele kunne være lige meget og at verden var gået under, ikke forlade mig.
Den sad bare i brystet resten af aftenen og gav mig lyst til at tude af alt.

Jeg måtte tage en angstdæmpende for at falde i søvn og alligevel lå jeg med en følelse af at alt var galt. Ikke så meget på grund af telefonen, den var bare katalysator. Men jeg bliver så ked af at jeg bliver så ked af det. Det at jeg reagerer så stærkt som jeg gør, gør mig endnu mere ked af det, fordi jeg udmærket godt kan se at det er irrationelt og at det er diagnosen der snakker.

Der er fornuften som godt kan se at det jo bare er en telefon og at det ikke er jordens undergang at den må repareres - brandærgerligt og irriterende ja, men ikke altødelæggende.
Men så er der mine følelser og de lytter ikke til fornuften, de hamrer bare derudaf og de råber MEGET højere end fornuften. De tager hele scenen og alt opmærksomheden og så kører angst-bussen.

Det er en sygelig reaktion og det er derfor at det er en diagnose og ikke bare en overreaktion.