Der skal så lidt til.

Jeg har skrevet om det før og jeg vil nok skrive om det igen - min evne til at regulere følelser er en by i Rusland.
Hvor andre kan ryste det af sig så ryger vi borderlinere helt ud på overdrevet.

I dag fik jeg et glimrende eksempel. Jeg har lige købt en spritny telefon og under et døgn efter at jeg har taget bæstet i brug, taber jeg den på en stenterasse så hjørnet af skærmen krakelerer. Her kan vi vidst alle sammen være enige om at det er okay at bande og svovle og fare mere eller mindre i flint. Og jeg blev da også mere hidsig end jeg kan stave til, men samtidig blev jeg så ked af det. Jeg blev helt knust og har tudet øjnene ud, så de nu svier og jeg er helt træt.
I stedet for at blive arrig og ked af det, men ryste det af mig, så blev det verdens undergang. Det blev, for mig, et håndgribeligt bevis for at jeg er dum, klodset og komplet uduelig. Jeg ville have tudet endnu hvis ikke min fantastiske kæreste ringede og snakkede mig ned og mindede mig om at en telefon altså godt kan repareres. Og ja, gu er det satans ærgerligt, men det er også bare en telefon, det er ikke værd at blive helt knust over.