Står i stampe.

Jeg har været tavs på bloggen de sidste par uger, men jeg har ikke rigtigt haft så meget at sige.
Jeg kæmper stadig meget med min hverdag og er nu sygemeldt da jeg slet ikke kunne håndtere kravene fra A-kassen. Det er måske ikke meget at skulle sende 2 ansøgninger om ugen, men når der er krav for at den ene skal være opslået og jeg gerne vil gøre det ordentligt, så blev det mest til angst og panikanfald og følelsen af at blive åndet i nakken.

Jeg trives ikke som ledig og jeg vil rigtig gerne have et job, det er vigtigt for mig at der ikke er nogen der tror at jeg helst bare vil drive den af på dagpenge eller kontanthjælp. Jeg vil også bidrage til det her samfund og jeg vil også gerne have en rigtig hverdag med noget at stå op til. Men jeg kan ikke hvad som helst, det kan jeg bare ikke.

For at være helt ærlig så aner jeg ikke hvad jeg skal gøre. Jeg vil gerne have et job, men er rædselslagen for at få et. Jeg kan mærke angsten i maven hver gang jeg, som nu, overvejer min situation. Så det meste af tiden prøver jeg at glemme det og distrahere mig selv med at passe krydderurter og drikke kaffe.
Men på et eller andet tidspunkt må der jo ske et skift, jeg kan jo ikke bare lukke øjnene og glemme at verden stiller krav. Det er bare skræmmende, for første gang i mit liv har jeg ikke nogen plan. End ikke skyggen af en.
Før i tiden har fokus altid været at jeg skulle have en uddannelse, jeg har ikke altid vidst hvilken eller hvad det skulle føre til, men det har altid været givet at jeg skulle have en eller anden form for uddannelse. Nu har jeg en uddannelse, hvad så nu?
Jeg kan godt mærke presset fra A-kasse osv. til at jeg burde læse videre og tage den kandidat, men jeg får også øjeblikkeligt kvalme ved tanken om at starte på universitetet igen. Det er ikke noget for mig, jeg har min BA og den må jeg nøjes med. Faktisk er den en sejr i sig selv.

Så min situation er gået lidt i stå og derfor melder der sig heller ikke den store skrivelyst, da det bare føles som om jeg gentager mig selv.