Slem angst.

Min angst peaker voldsomt for tiden. Jeg tror det er hele den her situation som ledig, jeg ikke håndterer særligt godt. Jeg er bange hele tiden, der går ikke en dag hvor jeg ikke mærker angst-knuden i maven og følelsen af ikke at kunne få ordentlig luft. Det er ikke hver dag det bliver helt slemt, men den sidder der næsten hele tiden.
Jeg har fået beta-blokkere af min læge nu og skal have fundet en ny psykiater, der forhåbentligt kan hjælpe med angsten, for det er den der klart fylder mest nu.
Beta-blokkere er hjertemedicin og de har i virkeligheden ingen indvirkning på angst, de sænker bare hjerterytmen, men nogle gange er det også nok til at kroppen slapper mere af og så får angsten ikke så godt fat. De gør en forskel, men de er ikke altid nok.

Hvor jeg for år tilbage var meget mistænksom i forhold til medicin, så er jeg nu nået til et punkt hvor jeg næsten er villig til at tage hvad som helst, hvis der er forventning om at det kan hjælpe. Der er sket et holdningskift i mig i forhold til medicin og kemi, jeg er villig til hvad som helst hvis det kan gøre at jeg ikke skal leve sådan her.
Specielt efter at angsten virkelig har fået fat i mig indenfor de sidste par uger, jeg ville helst bedøve mig selv dagligt for at slippe for den anspændte følelse i kroppen.

Problemet er også at jeg er bange for ikke at finde et job og blive langtids-ledig, men jeg er også bange for at finde et job, for så skal jeg også udføre det. Jeg har aldrig haft et rigtigt job og jeg har brugt 3½ år på universitetet med at møde 3 gange om ugen, jeg er slet ikke gearet til at begynde at møde 8-16 hver dag og præstere et stykke brugbart arbejde.
Én ting er at jeg ikke rigtigt føler at jeg kan noget, men jeg er rædselslagen for at min psyke skal ødelægge det hele for mig, så jeg ender tilbage på dagpenge eller endnu værre; kontanthjælp.