Jeg havde det her billede af et liv med et arbejde der ville opsluge alt min tid. Heller ikke dengang så jeg børn som en del af min hverdag, jeg var overbevist om at jeg ville blive karriere-menneske. Det var ikke noget jeg aktivt valgte, sådan troede jeg bare det ville blive.
Jeg startede i gymnasiet ligesom alle andre. Ikke så meget fordi jeg havde overvejet hvad jeg skulle bruge en studentereksamen til, mere fordi det var det alle gjorde og jeg fik ingen info om alternativer. Jeg var fagligt rimelig stærk og derfor skulle jeg da naturligvis på gymnasiet - som talblind og kreativ var en teaterlinje da det eneste rigtige.
Jeg tror ikke jeg gik der mere end et par måneder før jeg fandt ud af at jeg i virkeligheden var skoletræt så det baskede. Jeg ville bare have det overstået og jeg begyndte at sjofle fag jeg ellers godt kunne lide. Jeg droppede ud.
Derefter arbejdede jeg lidt og så kan ikke huske hvordan idéen opstod, men det blev besluttet at jeg skulle på højskole i et halvt års tid. Så kunne jeg fokusere på noget andet end det rent faglige, jeg kunne få nogle andre forbindelser, jeg kunne i det hele taget være 17 år og finde ud af hvad jeg ville.
Lad os bare sige at omtalte højskole ikke levede op til forventningerne. På trods af en opvækst på Vestegnen er jeg aldrig blevet præsenteret for så mange stoffer, som midt på den mørke mark på Fyn hvor jeg tilbragte det halve år.
Det var ingen succes, men jeg gennemførte da tiden, men var egentligt ligevidt da jeg var færdig.
Jeg var stadig passioneret omkring teateret, så jeg kom på en produktionsskole der havde en teaterlinje. Her kunne jeg så øve mig lidt og finde ud af hvordan jeg nemmest kom ind på Skuespilskolen, som i mit hoved var det eneste jeg kunne se mig selv lave. Men jeg kom op og skændes med underviseren og blev i knap så pæne vendinger bedt om at holde kæft eller skride. Jeg skred.
Her kunne jeg godt se at jeg måtte have en eksamen af en art hvis jeg skulle kunne noget som helst i det her samfund. Så jeg startede på en HF på enkeltfag som jeg endte med at gøre færdig på 3 år, fordi jeg anede reelt set ikke hvad jeg ville med den, men jeg havde en vag idé om at jeg stadig ville noget med teater - måske bare på et mere akademisk niveau.
Jeg arbejdede sløvt mod at kunne søge ind på teatervidenskab, men overhalede mig selv ved målstregen og endte med at søge ind som tegnsprogstolk i stedet for.
Jeg har altid været fascineret af tegnsprog og tanken om at kunne det flydende var meget tiltalende. Jeg glemte bare at tænke over tolke-delen. Det var alt for meget socialt arbejde til at jeg kunne overskue det. Oven i blev jeg her rigtig syg med depression og stærk angst. Jeg droppede ud.
Jeg blev hjemløs. Jeg var sygemeldt og havde ingen idé om hvilken retning jeg ville. Jeg havde mistet alt passion for teateret. Jeg var hul og fuldstændigt uden mål i lang tid.
Jeg startede på anti-depressiver i den periode imens jeg var i aktivering i Københavns Kommune. De år er meget rodede i min hukommelse og jeg har svært ved at placere hvad der skete hvornår. Men på et eller andet tidspunkt besluttede jeg at flytte sammen med min daværende kæreste i Odense og starte på litteraturvidenskab.
Det gik ikke med kæresten og efter et år flyttede vi fra hinanden igen, hvilket i allerhøjeste grad var det bedste for alle parter. Men jeg fortsatte med litteraturvidenskaben.
Jeg har kæmpet og jeg har grædt og havde jeg haft et alternativ så var jeg droppet ud af universitetet for længe siden. Men jeg var løbet tør for idéer, så det endte med at jeg fuldførte bacheloren.
Og nu er jeg så arbejdsløs akademiker og sygemeldt igen med stærk angst.
Hvis nogen, for 10 år siden, havde fortalt mig at jeg ville ende her, så ville jeg ikke have troet dem. Mit billede af mig selv som karriere-menneske med styr på det hele røg ud med badevandet for længe siden. Intet er egentligt gået som jeg planlagte og måske er det også ok.
Kort sagt kan vi koge det hele ned til:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar