Man skal have en jernvilje og et overskud på størrelse med Afrika når man skal slås med det offentlige om at få information, penge, hjælp eller noget helt fjerde. Det ironiske er, at det er dem med mindst overskud der har brug for hjælpen, men det kræver overskud at få den.
At være i systemet føles som at være et vissent blad der flyder rundt på Middelhavet, man aner ikke hvor man ender op. Når man ringer mandag får man én information, ringer man tirsdag og spørger om det samme får man en helt anden information. Tillader man sig at ringe igen onsdag, så er det slet ikke sikkert at man får nogen information.
For en som mig der kan få angst af at skulle ringe til fremmede, der er det rigtig svært at arbejde sig igennem et sådan system.
For en som mig der kan få angst af at skulle ringe til fremmede, der er det rigtig svært at arbejde sig igennem et sådan system.
Vi blærer os med det danske velfærdssystem, men samtidig er det ved at blive afviklet og ingen lader til at opdage det. Der er sparet så meget rundt omkring at systemet er en tom skal der i virkeligheden ikke har særligt meget at byde på.
Jeg er nu på sygedagpenge og jeg aner ikke hvad jeg skal herfra. Min situation føles håbløs og jeg har ingen lyst til at skulle være slavebundet til det offentlige resten af mit liv, men det ser desværre ud til at det er den vej det går.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar