Opråb om psykiatrien.

Nu lavede jeg sidst et opråb til det offentlige der gjaldt hele det offentlige system. Men jeg vil egentligt også gerne snakke lidt om psykiatrien. Min personlige kontakt med psykiatrien har nemlig ikke været præget af den store succesfølelse fra min side.

Jeg har været på psykiatrisk skadestue nogle gange, har faktisk ikke helt tal på hvor mange. Det var det der med at der er en årrække der er mere end almindeligt tåget for mig. Og en enkelt gang førte det til en indlæggelse.

En indlæggelse fra den psykiatriske skadesstue er ikke meget andet end at komme på suicide watch. Der bliver holdt øje med at man ikke skader sig selv og ellers så sker der ikke særligt meget mere.
Jeg kom hjem igen efter to dage og havde det, ifølge nr. 117 læge jeg snakkede med, meget bedre. For det der skulle til, var bare noget ro og et par gode nætters søvn.
Men jeg havde ikke fået det et hak bedre, jeg havde bare nået et mæthedspunkt hvad angik kloge læger der vidste alt om hvordan jeg havde det. For mig føltes det som om, at jeg fik pakket det hele sammen igen og lagt op på en hylde et eller andet sted inden i mig. Så gjaldt det bare om at kassen ikke skulle falde ned igen og rode ud over det hele.

Jeg var ikke endeløst begejstret for den hjælp der blev tilbudt mig som psykisk syg i starten af tyverne og i en situation hvor jeg bare ikke kunne bilde mig selv ind at der var mening med galskaben. Og det var ikke fordi jeg fandt nogen mening på de to dage, jeg opgav bare at få nogen til at forstå hvor meningsløst det hele var. Så var det nemmere at nikke og smile og give dem ret i at det var rart at få lidt ro og så blive sendt hjem igen. Havde jeg for alvor været selvmordstruet på det tidspunkt, så havde jeg været død i dag.

Ud over det, har jeg været i ambulant behandling for min ustabile personlighedsstruktur, min personlighedsforstyrrelse, min borderline, min galskab. Og behandlingen har været et psykoedukationsforløb og gruppeterapi.
Psykoedukationen var god for mig. Det er reelt set bare undervisning i den diagnose de mener man har. Man lærer noget om de reaktionsmønstre der er typiske for diagnosen og noget om hvad den egentligt går ud på. Det var der jeg første gang kunne se mening og sammenhæng i, at jeg havde fået den diagnose, for skønt jeg ikke kunne genkende alle tegn og symptomer, så gav helheden klart mening for mig og det var rart at vide at jeg ikke var det eneste menneske i verdenshistorien der havde svært ved de her ting.
Med gruppeterapien var det en anden snak. Jeg hadede det fra første dag. Det var forfærdeligt at sidde i en gruppe og skulle snakke om den sidste uges problemer eller glæder. Jeg følte at vi bare sad og klappede hinanden på ryggen for hvor hårdt vi alle sammen havde det. Jeg var ved at brække mig.
Jeg vil slet ikke underkende gruppeterapi som terapiform, men det er bare ikke en form jeg på nogen måde kan arbejde med. Jeg tror det er meget individuelt hvad der fungerer for en og gruppeterapi fungerer på ingen mulig måde for mig.
Da jeg kom til Odense og igen blev tilbudt gruppeterapi, prøvede jeg at forklare at det ikke var noget for mig, men de fik mig overtalt til at prøve alligevel. Jeg var der 2-3 gange så måtte jeg stoppe. For mig blev det endnu en ubehagelig og umulig ting jeg skulle nå i løbet af ugen. Jeg begyndte at få det dårligt to dage inden jeg skulle afsted, ved tanken om at jeg igen skulle sidde i den rundkreds. Så det var absolut ingen hjælp.

Jeg er grundlæggende ikke særligt god til terapi og jeg har heller ikke den bedste erfaring med psykologer. Jeg har oplevet en psykolog der fortalte mig at jeg nok måtte finde mig i at kede mig lidt og være lidt trist fordi jeg var intelligent og at min HF ikke udfordrede mig nok og at det nok bare var derfor jeg havde det skidt. Jeg var kejser-deprimeret og gik direkte ud fra hendes kontor og tudede 10 minutter på trappeafsatsen inden jeg kunne tage hjem.
Jeg har mange gange oplevet læger og psykologer der ikke tog mig helt alvorligt når jeg sagde jeg havde det dårligt, fordi jeg var velformuleret og selvransagende. 

Mit problem når det kommer til psykologer og psykiatere er at jeg ubevidst maler billedet pænere end det reelt set er. Det sidder så dybt i mig at holde facaden, at jeg ikke kan give slip på den uanset om det er det, der vil være bedst eller ej. Jeg har brug for en psykolog der kan se bag fernissen og lige kradse lidt i overfladen og det er ikke alle der kan det. Jeg er blevet bedre til at åbne op og rent faktisk sige når tingene er noget lort, men jeg er stadig ikke rigtig god til det.

Men problemet i psykiatrien er (som i det offentlige generelt) at alt er sparet væk, så der reelt set ikke er råd til patienterne. Man skal helst hurtigt igennem og ud på den anden side.
Men når man ikke kan fungerer på den anden side, så er det bare som at sætte et plaster på et skudsår, patienten vil uundgåeligt komme tilbage igen.
En anden ting der altid har gjort mig vred ved psykiatrien er at man skal helt derud hvor ens liv er i ruiner før man kan få hjælp. I stedet for at hjælpe folk i opløbet, så venter man til krisen har ramt helt og man er farlig for sig selv og/eller sine omgivelser, først dér kan man få rigtig hjælp. Og det er bare for sent.
Generelt er det ikke meget hjælp jeg har fået fra psykiatrien de sidste 10 år, hvor jeg har kæmpet med mit sind. Havde jeg ikke haft et stærkt netværk af mennesker der holder af mig, så er det ikke til at sige hvor jeg var endt i dag.