Jeg kan både føle at virkeligheden bliver for tæt, for intens. Pludselig fylder virkeligheden for meget og det føles som om jeg oplever alt dobbelt så kraftigt som folk omkring mig. Det er som om der pludselig bliver fjernet et filter fra min hjerne og alting kommer ind for fuld smadder.
Men omvendt så kan jeg også opleve en pludselig uvirkelighedsfølelse. Som om jeg pludselig står ved siden af virkeligheden eller som om der er kommet en glasklokke ned over mig, så jeg ikke er rigtig i kontakt med verden omkring mig.
Begge dele er min hjerne der spiller mig puds og begge dele er ubehagelige og kan godt tage koncentrationen fra mig midt i et eller andet.
I forgårs oplevede jeg endnu en gang at få angst bag rattet. Det er skræmmende. Det begynder som et tunnelsyn, jeg fokuserer pludselig alt for meget på enkelte detaljer og jeg kan mærke at jeg ikke fokuserer nok på trafikken som helhed. En ting som et papir i solskyggen eller et cd-hylster i forruden kan pludselig tage hele min opmærksomhed og det er farligt når man kører bil. Jeg prøvede at åbne mit fokus og holde øje med trafikken omkring mig, trække vejret dybt og få ro på. Men de overhalende begyndte at forskrække mig - biler der stille og roligt trak udenom mig fik mine skuldre til at spjætte og jeg kunne høre mig selv komme med udbrud. Dertil mister jeg pludselig fornemmelsen for hvor stor bilen er - jeg ville være trukket ind noget før, men jeg turde ikke skifte bane, fordi min fornemmelse for hvor langt væk dem bagved var, den var helt skæv.
Jeg er normalt en god billist vil jeg sige, lidt forsigtig fordi jeg ikke har vildt meget rutine da jeg ikke kører til dagligt. men jeg synes jeg har helt fint styr på trafikken og så videre normalt.
Når min hjerne bliver overtaget af angst, så er det ikke normalt mere og så kan jeg heldigvis godt finde ud af at mærke det og trække ind så snart det er muligt og ikke køre videre.
Men det er sindssygt ubehageligt og skræmmende og så bliver jeg så ked af det. Ked af at det er sådan og ked af at jeg er så hjælpeløs at jeg ikke engang kan køre fra den ene kommune til den anden og få ordnet nogle småting.
Da jeg kørte hjemmefra havde jeg det helt fint, jeg sang med på musikken der spillede, jeg havde planer for hvad jeg skulle, jeg var ikke nervøs for noget eller havde nogen grund til at være det. Og alligevel gik det hele galt.
I går var jeg flad og stadig lidt bedøvet af hele oplevelsen og muligvis også af den risolid jeg tog. Jeg var i hvert fald nærmest apatisk og sad og gloede ud i luften det meste af dagen.
Heldigvis er min hjerne vendt tilbage i dag og jeg har faktisk kunne have sammenhængende tanker og har kunnet glæde mig til den koncert med Afenginn jeg skal til i aften.
Jeg glæder mig til en aften med god musik og et par øl uden at skulle tænke på andet end det.
I forgårs oplevede jeg endnu en gang at få angst bag rattet. Det er skræmmende. Det begynder som et tunnelsyn, jeg fokuserer pludselig alt for meget på enkelte detaljer og jeg kan mærke at jeg ikke fokuserer nok på trafikken som helhed. En ting som et papir i solskyggen eller et cd-hylster i forruden kan pludselig tage hele min opmærksomhed og det er farligt når man kører bil. Jeg prøvede at åbne mit fokus og holde øje med trafikken omkring mig, trække vejret dybt og få ro på. Men de overhalende begyndte at forskrække mig - biler der stille og roligt trak udenom mig fik mine skuldre til at spjætte og jeg kunne høre mig selv komme med udbrud. Dertil mister jeg pludselig fornemmelsen for hvor stor bilen er - jeg ville være trukket ind noget før, men jeg turde ikke skifte bane, fordi min fornemmelse for hvor langt væk dem bagved var, den var helt skæv.
Jeg er normalt en god billist vil jeg sige, lidt forsigtig fordi jeg ikke har vildt meget rutine da jeg ikke kører til dagligt. men jeg synes jeg har helt fint styr på trafikken og så videre normalt.
Når min hjerne bliver overtaget af angst, så er det ikke normalt mere og så kan jeg heldigvis godt finde ud af at mærke det og trække ind så snart det er muligt og ikke køre videre.
Men det er sindssygt ubehageligt og skræmmende og så bliver jeg så ked af det. Ked af at det er sådan og ked af at jeg er så hjælpeløs at jeg ikke engang kan køre fra den ene kommune til den anden og få ordnet nogle småting.
Da jeg kørte hjemmefra havde jeg det helt fint, jeg sang med på musikken der spillede, jeg havde planer for hvad jeg skulle, jeg var ikke nervøs for noget eller havde nogen grund til at være det. Og alligevel gik det hele galt.
I går var jeg flad og stadig lidt bedøvet af hele oplevelsen og muligvis også af den risolid jeg tog. Jeg var i hvert fald nærmest apatisk og sad og gloede ud i luften det meste af dagen.
Heldigvis er min hjerne vendt tilbage i dag og jeg har faktisk kunne have sammenhængende tanker og har kunnet glæde mig til den koncert med Afenginn jeg skal til i aften.
Jeg glæder mig til en aften med god musik og et par øl uden at skulle tænke på andet end det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar