At leve i et limbo.

Jeg er en meget velfungerende psykisk syg på mange punkter og jeg er en velfungerende borderliner.

Jeg har flere succesfulde forhold i forskellige aspekter af mit liv. Jeg har ingen afhængigheder og jeg har endnu ikke taget livet af mig selv. Jeg har færdiggjort en uddannelse og jeg har alle intentioner om at få et normalt job og en normal hverdag.
Helt grundlæggende er mine problemer meget indadvendte og det gør at jeg egentligt fungerer overraskende godt, i forhold til det der står i diverse diagnose beskrivelser.

Men det betyder ikke, at det ikke er svært. Tværtimod. Nogle gange ville jeg bare ønske at jeg kunne gå helt amok og smide med tingene og ligge i fosterstilling på en sindssygeanstalt og ikke behøve forholde mig til verden hver evig eneste dag.
Det er selvfølgelig en fuldstændig åndssvag ting at sige, jeg skal jo være glad for at jeg faktisk har et liv og kan fungere i en hverdag - der er så mange, der ville give deres højre arm for det.
Men nogle gange føles det som at være i limbo.
Jeg er ikke rigtig syg og tosset, men jeg er heller ikke rigtig rask og velfungerende. Jeg sidder bare på en underlig mellemstation hvor jeg er velfungerende tosset.

Nogle gange ville jeg ønske at jeg reagerede mere med vrede. At jeg kunne give systemet fingeren og stå af ræset. At jeg kunne holde op med at kæmpe og bare give slip og ikke give en fuck, ja undskyld mit fransk.
Men jeg reagerer ikke med vrede, jeg bliver så hjerteskærende ked af det. I stedet for vrede over situationen så har jeg dage hvor jeg græder uden grund og jeg hører mig selv sige at "det gør så ondt" selvom jeg ingen fysisk smerte har. Alt grimheden, tristheden og elendigheden bliver til en dump smerte der sidder i kroppen og får alt til at føles tungt og det gør sgu ondt. Det lyder helt teenage-tude-tosset, men det gør sgu ondt i sjælen.
Nogle gange føles det som om det ville være nemmere hvis jeg bare kunne blive vred, det ville i det mindste være bedre end den gigantiske tomhed der fylder hver en celle i min krop.

Jeg tror måske jeg har reddet på bølgen fra at være på færdig med uni og nu er jeg ved at være tilbage på det helt blikstille hverdags-vand og det er som om, at jeg er kommet i tanke om at jeg egentligt ikke kan svømme og jeg har i øvrigt glemt mine badevinger.
Måske ikke mit mest elegante metafor, men jeg synes jeg har haft nogle væmmelige dyk de sidste par uger. Det er hårdt ovenpå en periode hvor jeg følte at jeg havde styr på mig selv. Det får mig til at spekulere på om jeg nogensinde får styr på det.