Dårlige dage.

Nogle dage giver det ikke mening for mig at være vågen. Jeg ved det i det øjeblik jeg åbner øjnene om morgenen; at det her ikke er en god dag.

Jeg kan ligge i timevis og glo i min telefon eller bare ligge og kigge ud af vinduet og tænke på ingenting og alting. På sådanne dage vil jeg helst bare sove og slippe for at være ved bevidsthed.
Men jeg kan ikke altid sove og så bliver jeg rastløs og irriteret.
Jeg kan ikke koncentrere mig om noget, hverken film eller bøger kan fange min interesse og jeg ender ofte med bare at sidde og vente på at tiden går til jeg kan gå i seng igen.

Det føles som om der er et sort hul et sted inde i mit bryst. Et sort hul der suger alt til sig, ikke kun glæde, men også alle andre følelser. Så sidder jeg tilbage som en tom skal.

Sådan en dag havde jeg i går og igen i dag.
I dag har jeg fået kæmpet mig ud af dynen og har både fået lavet kaffe og har taget bukser på. Men jeg sidder bare og glor og kan ikke tage mig sammen til at ordne nogle af de ting jeg burde.
Det er som alt initiativ og kraft bare er forsvundet fra mig og jeg er gået i stå, som et ur der skal trækkes op igen.

Jeg ved at en del af det skyldes min tilstand som arbejdsløs, det er ved at tage modet fra mig. Jeg var meget fortrøstningsfuld i starten, men i takt med at afslagene ruller ind så er min moral ved at gå lidt op i røg. Jeg vil klart helst have et job og gerne snart, men jeg bliver også mere og mere i tvivl om jeg kan og hvor meget jeg kan og hvad jeg kan.
Alene i denne her måned har jeg måtte melde mig syg af to omgange fordi angsten tog overhånd. Jeg bliver mere og mere bange for at jeg bare ikke dur til det liv og den hverdag der forventes af en i dag.