Hvis jeg nogensinde bliver afhængig af stoffer, så bliver det benzodiazepiner eller noget andet der kan slå mig ud når det hele bliver for meget. Ikke at det er en plan naturligvis, men jeg ville aldrig ende i ting der holder mig vågen.
Men lige så meget som jeg elsker at sove, lige så lidt bryder jeg mig faktisk om at falde i søvn. Jeg bryder mig ikke om at gå i seng og jeg er ikke god til at falde til ro og falde i søvn.
Og jeg ved godt hvorfor.
Det er fordi at når jeg lægger telefonen fra mig, siger godnat til kæresten og tager ørepropperne i ørene (fordi han snorker som et savværk) så er der kun mig og mine tanker, ind til jeg falder i søvn. Der er ingen distraktioner, ingen underholdning, ingenting andet end mig og mit hoved - og det er ofte ikke helt rart.
Derudover er der den evige frygt for ikke at kunne falde i søvn. Jeg har med jævne mellemrum perioder hvor jeg sover rigtigt dårligt eller næsten ikke sover. Der kan gå måneder imellem, men de kommer altid igen. Og jeg hader at være søvnløs (og så er vi lidt tilbage ved de der benzoer).
Det værste ved søvnløshed er at jeg får alt for mange timer til at tænke og være bevidst. Alle har selvfølgelig brug for søvn både fysisk og psykisk, men jeg er blevet meget bevidst om hvor meget jeg har brug for de psykiske pauser det giver. Det gælder naturligvis mest i mine dårlige perioder hvor tankerne generelt har det med at blive for meget.
At kunne kravle under dynen og lade som om verden ikke eksistere i et par timer, det har reddet mig fra at blive aldeles vanvittig eller decideret farlig for mig selv. Det er ikke altid optimalt, da jeg har tilbragt hele dage med at drive ind og ud af søvnen fordi det at vågne var ubærligt, men det har alligevel været bedre end at være vågen og selvskadende.
Det er heldigvis ved at være år siden at det har været så slemt, men søvnen er stadig mit tilflugtssted på dage hvor larmen i hovedet er for høj og kravene fra verden for meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar