Kulmination.

Det har været en hård uge, hvad man måske har kunne fornemme på de sidste to indlæg. Tirsdag var mild, men alligevel nok til at jeg ikke ville ud og køre i bil alene. Onsdag var jeg mest bare træt og ved siden af mig selv, men i går kulminerede det i et reelt angstanfald.

Jeg var alene og langsomt byggede det bare op, til jeg sad og stortudede på sofaen. Jeg opdagede på et tidspunkt at jeg midt i alt gråden sad og råbte uartikuleret for at få luft for noget af angsten og panikken. Jeg skræmte katten og jeg skreg af skræk over at jeg væltede et glas, selvom der intet var i det og der intet skete med det. Panikken fik mig til at reagere ekstremt på hvad der normalt bare ville få et løftet øjenbryn.

Jeg var træt bagefter, blev trøstet og puttet om af min kæreste og vi endte med at gå tidligt i seng. Blot for at jeg kunne ligge vågen og ikke kunne falde i søvn.
På trods af svien i øjnene og tunghed i hovedet, kunne jeg ingen ro finde. Ingen af mine sædvanelige tricks virkede og jeg endte med at ligge vågen alt for længe.
Da jeg endelig faldt i søvn, sov jeg kun i et par timer før jeg igen lå halvvågen alt for længe.

I dag er jeg trist, træt og modløs.