Spændende ny hverdag.

At være blevet færdig på universitetet har været som at få en kæmpe vægt løftet fra mine skuldre.

Jeg er på dagpenge og jeg søger arbejde. Det hele er nyt, stort og skræmmende da jeg aldrig har haft et rigtigt "voksenarbejde" før, men jeg er ved bedre mod, end jeg har været de sidste 1½ år.
Alene bevidstheden om at jeg ikke skal starte et nyt semester, at jeg ikke skal til undervisning eller skal have skyer af ulæste tekster hængende over hovedet, det er nok til at jeg har fået det markant bedre helt generelt.

Ingen tvivl om at det også bliver hårdt at skulle vende mig til arbejdsmarkedet og i første omgang skal jeg finde nogen der vil ansætte mig med psykisk diagnose og det hele.
Jeg har ikke tænkt mig at holde det hemmeligt at jeg har en diagnose, den er en del af pakken og en fremtidig arbejdsgiver bliver nødt til at acceptere at jeg nogle gange vil have dage hvor angsten holder mig hjemme. Det er ikke noget jeg som sådan flager med, men det er heller ikke en hemmelighed.
Jeg er sikker på at der stadig er masser af diskrimination på arbejdsmarkedet mod psykisk syge og det bliver muligvis svært at få job når jeg er åben omkring min psykiske sygdom, men det fylder for meget i mit liv til at jeg kan eller vil holde det hemmeligt.

Nu går dagene med at skrive ansøgninger og finde opslag der er relevante for mig. Og så nyder jeg bare i fulde drag ikke at være på universitetet mere, jeg har aldrig været en særligt god studerende.