Jeg havde altid forestillet mig at psykiske diagnoser var ligesom de fysiske. Hvis der er en kræftknude - bum, så har du kræft og så kan vi give dig medicin og gøre en masse for at hjælpe.
Men så enkelte er psykiske diagnoser ikke og det havde jeg aldrig tænkt over, før jeg fik en.
En psykisk diagnose er en flydende størrelse, for det er ikke til at lave så skarpe opdelinger som for fysiske diagnoser. Psykiske lidelser har det med at skvulpe over i hinanden og de er derfor svære at sætte helt klare rammer for.
Jeg har været meget i tvivl om min diagnose var den rigtige og nogle gange kan jeg stadig blive i tvivl, fordi der er nogle ting der bare ikke passer på mig.
For 3 års tid siden havde jeg en periode, hvor jeg troede at jeg var bipolar, fordi jeg havde hvad jeg troede var en hypomani.
En mani er dem man hører om hvor folk tror de kan flyve og ikke sover i tre uger. Det er, så vidt jeg er orienteret, ret voldsomt, men en hypomani er den mere afdæmpede mani. En hverdagsmani om man vil og det troede jeg at jeg havde fået.
Jeg havde kunnet alt i en periode. Jeg fik vasket op, gjort rent, købt ind og havde samtidig overskud til at tage mig af mig selv med at vaske hår ofte nok og sætte mit tøj sammen efter andre kriterier end hvad der ville holde mig varm nok. Jeg havde impulskøbt en ukulele og jeg ville lære at spille på den. Jeg var sygemeldt og arbejdsløs imens jeg ventede på at kunne starte på universitetet og jeg ville gerne lave noget med ældre i den tid jeg ventede. Jeg havde overskud til at sætte noget i gang og opsøge ÆldreSagen for at få noget at lave. Jeg følte at jeg var on fire!
Så jeg snakkede med min læge i psykiatrien i Hillerød om det og fortalte at de måske alle sammen havde taget fejl og at jeg var bipolar for jeg stak helt af i denne her hypomani.
Hun var god, for hun lod mig tale ud og hun lyttede til mig og stillede mig spørgsmål til hvorfor jeg mente at det var en hypomani og da jeg havde forklaret mig så sagde hun stille og roligt at jeg tog fejl. Og så forklarede hun at det jeg beskrev, det var ikke en hypomani - det var bare et helt normalt energi-niveau som helt normale mennesker har.
Jeg havde været nedsænket i depression og sløvhed i så lang tid at jeg ikke kunne genkende et normalt energi-niveau når jeg mærkede det. Jeg følte at jeg kunne løbe et maraton, jeg kunne alt!
Sådan en periode er jeg i igen for tiden - en periode med et energi-niveau nogenlunde som et normalt menneske altså.
Jeg gør noget aktivt for min kost og motion og jeg er startet på en ny hobby. Min borderline-hjerne svinger meget mellem at synes det er sjovt med noget nyt at lære og mellem at synes at det er den værste idé i verden at tro at jeg kan blive god til noget kreativt.
Men jeg har det faktisk bedre end jeg har haft længe. Jeg tror det er en kombination af at være færdig på universitetet og af at jeg spiser bedre og gør noget for mig selv.
En del af mig ved godt at det kan vende igen, at jeg når som helst kan ryge tilbage i at det er hårdt at skulle ud af sengen hver dag. Jeg ved godt at alt ikke er fixet ved lidt let motion og flere grøntsager i kosten. Men lige nu nyder jeg at kunne lidt af det normale mennesker kan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar