Overfaldet som barn.

Jeg tror det er svært, for ikke at sige umuligt, at årsagsbestemme et liv. Hvad har ført til hvad, hvilke oplevelser og beslutninger har gjort hvad for en og så videre.
Men så alligevel, for vi har jo alle sammen oplevelser som vi ved har været med til at forme den person vi er, både på godt og ondt.

Jeg har selvfølgelig også sådanne oplevelser, men jeg er klart mest bevidst om dem der har været negative.

En af de oplevelser der har formet mig meget var da jeg blev overfaldet som 14 årig.

I mange år tænkte jeg ikke over det. Da det skete var det hårdt, men der var det meget den fysiske røvfuld jeg fokuserede på. Jeg havde, så vidt jeg husker, hjernerystelse og jeg havde hudafskrabninger i hovedbunden efter spark, begge mine knæ var revet op efter jeg var blevet sparket i ryggen og var landet på dem og jeg havde op til flere bøjede ribben. Jeg havde fået klø.

Efterfølgende gik jeg og de andre piger der havde været til stede til psykolog, men der blev ikke skelnet mellem deres oplevelse og min. Og jeg siger ikke at deres ikke var slem og jeg vil på ingen måde underkende at deres oplevelse var lige så grim - men jeg var den eneste af os der havde fået fysiske tæv og det blev aldrig rigtigt anerkendt af psykologen. Jeg afskrev hende hurtigt og fik derfor ikke noget ud af den smule terapi vi fik.
Jeg var, som nævnt før, vred i lang tid efter, men det kom jeg igennem og efter nogle år hvor jeg pludselig kunne se hvor tydeligt min vrede hang sammen med overfaldet, så mente jeg at så var jeg definitivt kommet over den episode.

Men for tre - fire år siden sad jeg i noget psykiatri i Odense og skulle for gud ved hvilken gang fortælle om mit livsforløb og når selvfølgelig også hertil. Da damen havde lyttet til mig, nævnte hun noget med at det overfald måtte da have gjort noget ved mig. Jeg slog det hen, det var jo 10+ år siden, jeg mente at jeg da for længst var kommet videre fra det. Hvorefter kvinden spurgte hvornår jeg havde været rigtig glad og haft det rigtigt godt siden den oplevelse.
Der fik hun lukket munden på mig.
For da sandheden skulle frem og jeg tænkte over det, så havde jeg faktisk ikke haft det rigtig godt siden den dag og siden den røvfuld. Det overfald gjorde endnu mere ved mig end jeg på nogen måde selv havde erkendt. Efter den dag dengang for 10+ år siden, der har mit liv været en kamp med min egen psyke på den ene eller den anden måde. I starten var det vreden og selvskaden, men selv da jeg kom igennem det, så kæmpede jeg med depressioner og følelsesudbrud og senere kom angsten også til.
Jeg må ærligt indrømme at årene fra jeg var ca. 19 til 22-23, dem kan jeg ikke rigtigt huske. Der var min hjerne mos af depression. Det er blevet bedre siden, gudskelov, men jeg er stadig ikke stabil og nogle gange frygter jeg at jeg aldrig bliver det.

Jeg vil ikke påstå at det var det overfald der er skyld i det hele, så simpel er verden slet ikke. Men jeg er i dag ikke i tvivl om at det overfald gjorde noget ved mig. Noget som jeg stadig mærker bølger fra i dag.