Jeg vinder ikke.

Jeg ville gerne være en af de der psykisk syge der brugte sygdommen til noget og skabte noget ud af den. Jeg ville gerne være maler eller musiker eller digter eller bare den første til at strikke mig ud af dybet.
Men det er jeg ikke.
Jeg er mere typen der ligger 12 timer i en seng og bliver mere og mere lammet ind til jeg krampegræder og ønsker mig selv død med tilbagevirkende kraft.
Jeg er mere den type.

Jeg prøver at bruge det til noget. Jeg prøver at være kreativ og skabende, men jeg er for paralyseret. Jeg har ikke noget at dele med verden - ikke noget der kunne transformeres til selv den mest forvredne form for skønhed. Jeg har kun tomhed og selvmodsigelser og lysten til at trække i land.
Måske er det bare fordi jeg er for bange for den famøse streg vi ikke må overtræde.
Jeg har altid lyst til at glatte ud, til at forklare. Hele denne her blog er en stor forklaring. Når sandheden skal frem så er det hele i virkeligheden så pissegrimt.

Jeg er ikke modig. Jeg er ikke stærk. Min hverdag er ikke heroiske kampe mod dæmoner og fordomme.
Det er mere noget med følelsen af at være på cykel på vej op af en stejl bakke, i modvind. Til tider er det også haglvejr og til tider sker det at nogen skubber bagpå og så bliver lidt af presset taget af, men alt i alt er det hårdt og ikke særligt kønt.
Vi snakker ofte om at 'vinde' eller 'tabe' til sygdom - kræft er det helt typiske eksempel. Men sådan er det ikke, det er ikke en konkurrence - det er liv og død.
Når det angår psykisk sygdom så er det slet ikke et spørgsmål om at 'vinde' eller 'tabe', der er ikke noget at vinde. Hvis vi endelig skal bruge den terminologi så vinder jeg hver eneste dag hvor jeg ikke tager livet af mig selv. Det er ikke nogen glamourøs konkurrence vel?
Jeg er i det hele tiden. Psykisk sygdom er hårdt for alle, det er hårdt for de pårørende der skal se smerten og som ikke kan hjælpe. Men os der sidder midt i smerten vi kan ikke gå, vi kan ikke slukke og vi kan ikke lade være.
Jeg ville ønske jeg kunne lade være. Jeg ville for alt i verden ønske at jeg bare kunne være som alle andre. At jeg havde overskuddet og energien til at leve et helt normalt liv.
Så havde jeg også kunne tage ud og rejse Asien rundt eller jeg kunne have taget et semester i udlandet eller jeg kunne have haft et relevant studiejob og kende alle de rigtige mennesker der ville kunne skaffe mig job, nu hvor jeg er ved at være færdig. Jeg ville kunne tage den kandidat. Jeg ville kunne have et godt job - måske endda skuespil som jeg engang drømte om. Jeg ville kunne have en hverdag hvor jeg både når at gå i bad, købe ind, gøre rent, lave mad og rydde op i et normalt omfang. Jeg ville kunne have en hobby og måske endda lave frivilligt arbejde.
Hvis jeg nu ikke skulle bruge alt min energi på at holde mig selv oppe og i live.

Jeg er hverken specielt modig eller stærk, for det handler i høj grad om, at min selvopholdelsesdrift bare er stærkere end fejlene i min hjerne.
At være psykisk syg er at leve i en krop der for alt i verden vil fortsætte med at leve, med et sind der nogle gange bare vil dø. Det er selvmodsigende og pisse svært.

Jeg vinder ikke over min psykiske sygdom, for der er ikke noget at vinde. Hvad jeg til gengæld gør, er at leve med den. Jeg lever med det og prøver hele tiden at blive bedre og bedre til at leve med det.
En diagnose som min har generelt en udsigt til måske en dag at blive symptomfri, men det tager årtier. For jeg har en personlighedsforstyrrelse. Jeg har ikke "bare" en depression eller problemer med angst. Der er en fejl i en del af grundbyggestenene der udgør mig og hvad jeg er og der er kun én vej og det er igennem.