I lang tid ville jeg ikke have dem. Både en veninde og min læge anbefalede mig dem, men det skræmte mig at skulle tage medicin der ville gå ind og redigere i mine følelser. For mig lød det som om mine følelser ville blive "kemiske" og forvrængede og det skulle jeg ikke nyde noget af.
Jeg kan ikke huske hvad der fik mig overbevist til at prøve, måske lidt for mange sene besøg til den psykiatriske skadestue fordi jeg var for opløst i gråd til at kunne noget.
Måske jeg indså at det er ok at få hjælp, også selvom den hjælp er medicinsk.
Jeg startede i hvert fald på sertralin og det gik egentligt ok i starten. Jeg havde meget kvalme og spiste ikke så meget, men ellers var de til at leve med indtil jeg gik op i dosis. Så begyndte jeg at få muskelspændinger, hvilket betød at jeg cirka en gang i minuttet spjættede med hele kroppen. I et døgns tid kunne jeg ikke holde et glas vand uden at spilde det.
Det var frygteligt, men aftog heldigvis hurtigt efter jeg stoppede med medicinen.
Derefter kom jeg på mirtazapin og der spiste jeg uafbrudt i en uge. Jeg tog dem ikke længere tid end det, men jeg tog i hvert fald 5 kg på bare af den ene uge. Jeg havde kvalme uafbrudt, men jeg blev ved med at ville have mere at spise, medicinen fuckede helt rundt med min appetit for at sige det ligeud.
Men her begynder min hukommelse at blive en smule sløret. De år hvor det her stod på, der var jeg meget deprimeret og der er mange ting jeg ikke kan huske og ting jeg husker i den forkerte rækkefølge. Mine kognitive evner skulle vågne igen efter at min hjerne havde været mos i et par år, så fejl kan forekomme i min genkaldelse af tingene.
Men jeg fik i hvert fald præparatet venlaflaxin, som fik mig til at tapsvede. Bare jeg sad stille i et køligt rum så løb det ned af nakken på mig, dem tog jeg selvsagt heller ikke så længe.
Derefter mener jeg det blev cymbalta og jeg kan simpelthen ikke huske hvorfor jeg stoppede på dem, men stoppe gjorde jeg og fik brintellix i stedet for. Dem tog jeg længe, men de var dyre og de drillede også min appetit. Jeg blev ikke gradvist sulten, det var fra det ene sekund til det andet så blev jeg glubende sulten. Hvilket også vil sige at jeg var villig til at spise hvad som helst - kage, salat, chips, grankogler, mindre børn - you name it, bare det kunne stoppe sulten.
Nu tager jeg så cipralex, som ind til videre er ok. Ligesom med flere af de andre så drømmer jeg meget livligt og ikke altid særligt rart, men jeg håber det kan holde sig til det.
Dertil har jeg risolid, som er angstdæmpende og som jeg kan bruge efter behov, dvs. når jeg får angstanfald.
Men det her skal ikke læses som en skrækhistorie over antidepressiver. Tværtimod. For selvom jeg er på sjette præparat, på cirka lige så mange år. Så har de reddet mit liv.
Jeg tror helt ærligt ikke jeg ville være her i dag hvis ikke jeg havde fået den hjælp som medicinen giver. For selvom min krop har været sart og har reageret relativt uhensigtsmæssigt på medicinen (det er ikke normalt at skulle så mange præparater igennem), så har de gjort en kæmpe forskel for mig.
Den løfter vægten af den kampesten der ellers ligger over mit bryst. Den kæmpe vægt der gør at jeg bruger alle mine mentale kræfter på bare at trække vejret og komme igennem dagene - den bliver løftet så jeg pludselig kan ånde og dermed kan jeg flytte lidt af mit overskud over på rent faktisk at prøve at håndtere de ting der presser mig ned.
Jeg er ikke deprimeret mere og det er takket være medicinen.
Den styrer ikke mit humør og den gør det ikke "kemisk" eller forvrænget på nogen måde, den giver mig bare et åndehul.
Der er mange der kritiserer antidepressiver og jeg skal være den første til at indrømme at det ved gud ikke er en optimal måde at leve på. Men jeg var en levende død inden jeg begyndte på behandling. Jeg kunne ligge i timevis og stirre på den samme plet på tapetet, fordi alt andet var for meget at forholde mig til. Jeg gemte mig for mine roommates og gik kun ud og tog lidt knækbrød, når jeg var sikker på at de ikke var i lejligheden. Jeg forlod kun nødigt mit værelse og kun for de mest basale kropsfunktioner. Jeg har ikke tal for det antal timer jeg har brugt på at ligge i fosterstilling og bare forsøge at overleve. Og alt det er blevet så meget bedre efter jeg begyndte på medicinen.
Nu har jeg snart en bachelor og jeg har boet mere eller mindre alene i flere år og har klaret mig. Jeg er stadig psykisk syg, antidepressiver hjælper ikke på en personlighedsforstyrrelse, men den har symptombehandlet og dermed gjort det nemmere for mig at lære at håndtere de symptomer.
Alle siger at medicin skal kombineres med samtaleterapi, men de tilbud der er til folk med min diagnose er gruppeterapi og jeg hader gruppeterapi. Jeg har forsøgt af flere omgange og jeg kan slet ikke have det. Jeg er dårlig til terapi og psykologer og gruppeterapi dur slet ikke til mit temperament, så jeg har klaret mig uden.
Og ja. En bivirkning har været en kraftig vægtforøgning. Og ja, jeg hader det som pesten. Men hvis alternativet er vende tilbage til at ligge og kigge ind i en hvid væg og finde den stressende, så kan jeg vidst godt leve med lidt ekstra på sidebenene uanset hvor ondt det gør i selvværdet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar