Hjemløs med en overflod af hjem.

En af de ting der driller mig i min hverdag er det at jeg ikke rigtigt bor noget fast sted. Jeg har et værelse jeg lejer, hvor jeg er heldig at have en sød udlejer og en god pris, men jeg er der mildt sagt aldrig. Jeg kommer derud engang imellem og henter eller deponerer ting. Men egentligt er det bare et glorificeret lagerrum for mine ting, ikke et rigtigt hjem.
Skal jeg være helt ærlig, så har jeg nok heller aldrig forventet at det skulle blive et hjem. Jeg er ikke god til at bo sammen med roommates, hvad enten det er jævnaldrene eller en familie som jeg bor hos nu. Jeg bryder mig ikke om at jeg ikke har mit hjem alene og jeg bryder mig ikke om at kunne støde på folk, jeg ikke føler jeg kender indenfor mine egne vægge. At bo sammen med en kæreste er anderledes - for ham kender jeg.
Så jeg bor reelt set ikke der hvor jeg bor. Men hvor bor jeg så?
Jeg pendler lidt mellem at bo hos min kæreste og bo hos mine forældre. Det vil sige at jeg reelt har 3 hjem - men dermed har jeg faktisk ikke noget.
Jeg har været helt hjemløs i en overgang, eller adresseløs som det hedder når man er så heldig at man har et netværk der sørger for at man ikke skal sove på gaden. Det var forfærdeligt at føle at jeg trængte mig på alle steder, at jeg ikke bare kunne tage hjem og lukke døren noget sted. Og det på trods af at både familie og venner åbnede deres hjem for mig uden tøven.
Nu har jeg det omvendte problem - for mange hjem. Og er det så ikke lidt et luksusproblem?
Jo. Det er det jo nok.
Men jeg har ikke haft et hjem mere end ét år af gangen, siden jeg flyttede hjemmefra for omkring 6 år siden. Det er sikkert meget normalt at flytte rundt i starten af 20'erne og jeg kan jo ikke forvente at få råd til en hel masse når jeg har været skiftevis studerende og sygemeldt på kontanthjælp. Det er ikke der man får råd til strandvillaen eller herskabslejligheden. Men det er slet heller ikke det jeg forventer. Hvad jeg savner er bare et sted jeg kan kalde mit. Et sted hvor jeg kan bestemme hvad der skal stå hvor, hvor jeg har mine ting omkring mig og hvor jeg kan lukke fremmede ude og rende rundt i undertøj en hel dag hvis det er det jeg vil. Et sted hvor jeg ved jeg kan blive i lang tid, at jeg ikke skal flytte om lidt igen. Jeg savner at kunne sige "jeg tager hjem" og selv vide hvor "hjem" er, for det gør jeg ikke lige nu.
Jeg føler mig snotforkælet ved at brokke mig over at både mine forældre og min kæreste gerne vil hjælpe mig, så jeg ikke skal sidde alene i et kælderværelse, jeg ikke har lyst til at være i. For det er lige nu alternativet og det ville da være en hel del værre. Men jeg kan ikke benægte at min boligsituation fylder meget i mig og i min hverdag.
Jeg føler mig stadig lidt hjemløs selvom jeg har flere hjem end de fleste.