En morgen med angst.

Det er vigtigt at jeg kommer på uni i dag. Jeg burde være kørt for længe siden, for det er vigtigt at jeg kommer derud. I dag er der forelæsning om nogle Kafka tekster og bagefter skal jeg, med min gruppe, lave det oplæg vi skal holde i morgen om omtalte Kafka tekster. Det er vigtigt at jeg kommer derud, for hvis ikke jeg gør det, så kan jeg ikke opfylde det der hedder aktiv deltagelse og så skal jeg skrive en længere eksamen. Ikke at det som sådan er et problem, for den vil i så fald blive den længde jeg er vant til at skrive. Men jeg har ikke lyst til at være hende der ikke møder op og som brænder gruppen af. Så det er vigtigt jeg kommer derud.

Men jo mere jeg minder mig selv om at det er vigtigt, jo hurtigere banker mit hjerte og jo tættere er jeg på at stortude. Jeg har angst.
Og angsten gør at jeg ikke kan gå udenfor og at det kvarters cykeltur der er til uni, det føles som en ekspedition over det meste af et kontinent.
Jeg sidder på gulvet i min kærestes lejlighed, jeg har været en time om at tage tøj på fordi jeg ikke kunne overskue at tage stilling til hvad jeg ville have på. Jeg sidder midt på gulvet, for det er her katten ligger og han beroliger mig lige netop nok til at jeg ikke er begyndt at græde endnu, men det sidder i halsen, det er ikke særligt langt væk.

Jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg skal gøre, det er sådan en damned if you do, damned if you don't-situation. Hvis jeg tager afsted ... så føles det som om alting vil bryde sammen i mig. Så er jeg bange for at jeg ikke når uni før jeg begynder at tude som pisket og får lyst til at drukne mig i havnen. Hvis jeg ikke tager afsted så ved jeg at jeg vil hade mig selv resten af dagen og føle mig svag og uduelig.
Denne her slags angst har altid været den mest hæmmende for mig. For den sidder bare i kroppen og fortæller mig at jeg er svag, men når jeg prøver at hive mig selv op ved hårrødderne og tvinge mig ud af døren, så ender jeg altid med at gå i stå igen. For jeg kan ikke komme ud alene når jeg har det sådan her. Det føles lige så umuligt som hvis nogen bad mig flyve en tur til Kina.

Jeg hader at jeg er sådan her. Jeg hader at det kommer ud af det blå uden nogen som helst grund. Jeg hader at måtte skuffe folk og jeg hader den følelse af at være helt uduelig og en byrde for dem jeg holder af. Jeg hader at jeg ikke kan kontrollere det og at mit liv bliver styret af noget så råddent som angst.