"Tink was not all bad: or, rather, she was all bad just now, but, on the other hand, sometimes she was all good. Fairies have to be one thing or the other, because being so small they unfortunately have room for one feeling only at a time. They are, however, allowed to change, only it must be a complete change."
- Peter Pan af J. M. Barrie.
Det viser sig at jeg i virkeligheden bare er en fe eller at feer har borderline. Citatet ovenover er fra scenen hvor Tinker Bell overbeviser The Lost Boys om at de skal skyde Wendy ned. Hun er jaloux fordi Peter giver Wendy mere opmærksomhed og hun bliver så opfyldt af følelsen, at hun ønsker Wendy død. Jeg har dog ikke ønsket nogen død - ikke andre end mig selv.
Men fra første gang jeg hørte om at Barrie skulle have beskrevet feer sådan, har jeg ønsket at læse citatet og se om det var sandt og det var det. Da jeg for nylig endelig fik læst bogen og fandt citatet, gav det med det samme genlyd i mig.
Sådan er jeg. Jeg er en fe.
Men fra første gang jeg hørte om at Barrie skulle have beskrevet feer sådan, har jeg ønsket at læse citatet og se om det var sandt og det var det. Da jeg for nylig endelig fik læst bogen og fandt citatet, gav det med det samme genlyd i mig.
Sådan er jeg. Jeg er en fe.
Jeg skal ikke kunne udtale mig om hvordan andre oplever borderline, det er mit indtryk at der kan være ret stor variation over temaet. Men jeg kan udtale mig om hvordan det er i mig.
Over de næste par indlæg vil jeg forsøge at give et billede af hvilke symptomer en borderline diagnose består af og hvordan jeg håndterer disse. I dag handler det om følelser.
Citatet ovenover siger det egentligt ret godt. Jeg er heller ikke stor nok til at følelserne kan være i mig. Mine følelser er så gigantisk, koloenormt, kæmpestore at de fylder mig fuldkommen op og mere til.
"Normale" mennesker regulerer ubevidst deres følelser så de passer til situationen de står i, det er det jeg ikke altid kan.
Det betyder ikke at jeg hele tiden er i en eller anden ekstrem, jeg kan også godt bare være meh-agtig og have det helt stille og roligt. Men sker der et eller andet der sætter følelserne i gang, så kører toget.
Og det gælder alle følelser. Når jeg bliver vred, så bliver jeg ikke bare vred, jeg bliver edderspændt, eksploderende rasende. Når jeg bliver ked af det bliver jeg fuldkommen knust og dybt fortvivlet og hvis jeg bliver glad, så bliver jeg så boblende lykkelig at jeg slet ikke kan stå stille.
Der er ikke noget midt i mellem når jeg bliver grebet af en følelse - så er der kun den ene følelse og den fylder alt.
Eksempelvis kan vi alle sidde og læse eller lignende og falde i staver. Hvis vejret så er dårligt eller det har været en stresset morgen, så kan man godt blive ramt af en øv-følelse, en pludselig tristhed der lige kilder en i hjernen. For de fleste går den væk igen med det samme og de kan vende tilbage til det de var i gang med. Men sådan er det ikke for mig, den tristhed kommer til at fylde det hele og kan vende op og ned på mit humør fra det ene øjeblik til det andet. Jeg kan ikke snappe ud af følelsen igen ligesom andre kan, jeg sidder fast i den som en flue på verdens mest klistrede fluepapir.
Det vil også sige at jeg, når jeg er glad så er jeg kun glad. Jeg er eksalteret og lykkelig og jeg kan alt. Ingen problemer er for store og jeg kan overbevise mig selv om, at jeg kan hvad som helst - det eneste det kræver, er jo bare at jeg vil det og når jeg har det godt, så vil jeg det hele. Når jeg er i det, så kan jeg ikke huske hvordan det føles at være andet end ovenpå.
Men når jeg så er ked af det, så kan jeg ikke huske, at det kan være anderledes end helt elendigt.
Jeg har hukommelse som en hest med skyklapper på - jeg kan kun huske hvad jeg kan se eller mærke. Alt jeg ikke står midt i, det glemmer jeg.
Det har taget mig lang tid at indse at jeg var sådan. Men jeg begynder at blive bedre til at huske på, at der også findes andre tilstande end den jeg står midt i. Jeg ved det jo godt helt intellektuelt, det er jo ikke fordi jeg vitterligt glemmer at andre følelser findes, men jeg har svært ved at huske det rigtigt med følelserne og kroppen.
Det beskrevne gælder alle følelser. Men jeg kan forstå at det er meget typisk for borderlinere at have sværest ved at styre vreden. Det har jeg ikke.
For mig er det sværeste de triste følelser. Tristheden tager totalt over og er absolut sværest for mig at få under kontrol. Jeg kan blive så hjerteskærende ked af det på de mærkeligste tidspunkter og når jeg først er ked af det så bliver jeg skyllet helt væk i et hav af depression.
Over de næste par indlæg vil jeg forsøge at give et billede af hvilke symptomer en borderline diagnose består af og hvordan jeg håndterer disse. I dag handler det om følelser.
Citatet ovenover siger det egentligt ret godt. Jeg er heller ikke stor nok til at følelserne kan være i mig. Mine følelser er så gigantisk, koloenormt, kæmpestore at de fylder mig fuldkommen op og mere til.
"Normale" mennesker regulerer ubevidst deres følelser så de passer til situationen de står i, det er det jeg ikke altid kan.
Det betyder ikke at jeg hele tiden er i en eller anden ekstrem, jeg kan også godt bare være meh-agtig og have det helt stille og roligt. Men sker der et eller andet der sætter følelserne i gang, så kører toget.
Og det gælder alle følelser. Når jeg bliver vred, så bliver jeg ikke bare vred, jeg bliver edderspændt, eksploderende rasende. Når jeg bliver ked af det bliver jeg fuldkommen knust og dybt fortvivlet og hvis jeg bliver glad, så bliver jeg så boblende lykkelig at jeg slet ikke kan stå stille.
Der er ikke noget midt i mellem når jeg bliver grebet af en følelse - så er der kun den ene følelse og den fylder alt.
Eksempelvis kan vi alle sidde og læse eller lignende og falde i staver. Hvis vejret så er dårligt eller det har været en stresset morgen, så kan man godt blive ramt af en øv-følelse, en pludselig tristhed der lige kilder en i hjernen. For de fleste går den væk igen med det samme og de kan vende tilbage til det de var i gang med. Men sådan er det ikke for mig, den tristhed kommer til at fylde det hele og kan vende op og ned på mit humør fra det ene øjeblik til det andet. Jeg kan ikke snappe ud af følelsen igen ligesom andre kan, jeg sidder fast i den som en flue på verdens mest klistrede fluepapir.
Det vil også sige at jeg, når jeg er glad så er jeg kun glad. Jeg er eksalteret og lykkelig og jeg kan alt. Ingen problemer er for store og jeg kan overbevise mig selv om, at jeg kan hvad som helst - det eneste det kræver, er jo bare at jeg vil det og når jeg har det godt, så vil jeg det hele. Når jeg er i det, så kan jeg ikke huske hvordan det føles at være andet end ovenpå.
Men når jeg så er ked af det, så kan jeg ikke huske, at det kan være anderledes end helt elendigt.
Jeg har hukommelse som en hest med skyklapper på - jeg kan kun huske hvad jeg kan se eller mærke. Alt jeg ikke står midt i, det glemmer jeg.
Det har taget mig lang tid at indse at jeg var sådan. Men jeg begynder at blive bedre til at huske på, at der også findes andre tilstande end den jeg står midt i. Jeg ved det jo godt helt intellektuelt, det er jo ikke fordi jeg vitterligt glemmer at andre følelser findes, men jeg har svært ved at huske det rigtigt med følelserne og kroppen.
Det beskrevne gælder alle følelser. Men jeg kan forstå at det er meget typisk for borderlinere at have sværest ved at styre vreden. Det har jeg ikke.
For mig er det sværeste de triste følelser. Tristheden tager totalt over og er absolut sværest for mig at få under kontrol. Jeg kan blive så hjerteskærende ked af det på de mærkeligste tidspunkter og når jeg først er ked af det så bliver jeg skyllet helt væk i et hav af depression.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar