Emotionel Ustabil Personlighedsforstyrrelse Type Borderline.

Nu skrev jeg sidst om mit fe-kompleks og om det symptom der fylder allermest for mig.
Men en diagnose består jo ikke af ét symptom, så her vil jeg forsøge at ridse nogle af de andre symptomer op som diagnosen består af. Det er svingende hvor meget disse fylder i mig og mit liv, både fra symptom til symptom og fra dag til dag.
Hvis man er nysgerrig og læser lidt på det, så vil man finde ud af at diagnosen faktisk officielt kaldes Emotionel Ustabil Personlighedsforstyrrelse Type Borderline.
Der findes flere forskellige slags personlighedsforstyrrelser og grunden til at denne hedder borderline, er fordi man som patient ligger lige i grænsefeltet mellem det neurotiske, det psykotiske og det normale. Jeg er heldig at jeg aldrig har været psykotisk, men jeg har andre symptomer:

Manglende identitet. Ja det kan for dem der kender mig måske lyde fjollet. Jeg er grundlæggende meget farverig og jeg er ikke bange for at skille mig ud. Dette er ting man normalt forbinder med at tro på sig selv, at vide hvem man er osv., men sådan føles det ikke i mig. Jeg er meget eklektisk og selvmodsigende i det hele taget. Og hele spørgsmålet om min identitet og hvem jeg er, har jeg et meget selvmodsigende forhold til.
For på den ene side så har jeg et absurd behov for at være noget særligt og skille mig ud og samtidig aner jeg ikke hvem jeg er, hvad jeg kan eller hvad jeg består af. Jeg har et behov for at have min egen identitet, men jeg ved ikke hvad den identitet er.
Alle tilpasser hvem de er, til hvilken situation de er i. Det er jo helt normalt at man er anderledes til familiefrokosten end man er når man er i byen med gutterne. Men jeg kan godt blive alt for kamæleon-agtig. Jeg prøver at være et åbent menneske og der er mange ting der falder i min smag, så den ene dag har jeg måske lyst til at være punker og dagen efter så har jeg lyst til damehatte og høje sko. Jeg har svært ved at vælge én stil og én identitet.
Spørgsmålet er så om det er et sygdomstegn eller om jeg bare er vægelsindet? Jeg skal ikke kunne sige det, men jeg kan sige at manglende identitet er et kernesymptom i borderline diagnosen, så mon ikke der er en sammenhæng der?
I mange år var min identitet at jeg var skuespiller og jeg mente også at det var det jeg skulle arbejde med. Da jeg blev rigtig syg kunne jeg pludselig ikke finde ud af det mere. Det der altid var kommet let til mig, blev pludselig svært og forceret. Jeg stoppede med at stå på scenen og jeg fandt også ud af at det ikke er et job for mig, der er simpelthen for lidt struktur. Men jeg havde en kæmpe identitetskrise efterfølgende, hvis jeg ikke var skuespiller mere, hvad var jeg så?
Jeg ved det stadig ikke. Jeg er vel mange ting, men ingen af de ting føles som om de er bærende for hvem jeg er.

Et andet symptom er lavt selvværd og igen er jeg selvmodsigende, fordi jeg på den ene side har en høj selvsikkerhed, men et meget lavt selvværd. Jeg føler grundlæggende ikke at jeg er noget værd og jeg er slet ikke værd at elske. Jeg går altid ud fra at folk ikke kan lide mig, ind til de beviser det modsatte og selv her har jeg meget svært ved at tro på at det skulle være rigtigt.
Jeg tror ikke at lavt selvværd er det første der falder folk ind når de tænker på mig og alle kan jo blive usikre, men det lave selvværd er nu alligevel noget der fylder i mit liv. Specielt når det kommer til min vægt, men mere om det en anden gang.

Jeg lider også af en meget nedsat evne til udholdenhed, hvilket også er et typisk symptom. Og her er det vigtigt for mig at det ikke misforstås som dovenskab - for det er det ikke.
Jeg er også doven og der er mange ting jeg ikke gider i kraft af det, men sprogligt laver jeg en skelnen mellem ikke at gide noget og ikke at orke noget. Når jeg ikke gider noget, så er det fordi jeg er doven eller ikke i humør til det eller lignende. Når jeg ikke orker noget, så er det fordi det føles uoverskueligt og uudholdeligt at skulle. Der er stor forskel.
Ingen af os gider at tage opvasken, men når opvasken føles som at bestige Mount Everest i klipklappere, så er det noget andet end når man bare lige skal tage sig sammen.
Jeg kan være i begge situationer og jeg gør mig stor umage med at skelne mellem hvornår jeg ikke gider og hvornår jeg ikke orker.
Den manglende udholdenhed gør det også svært at holde fast i projekter og har dermed gjort det ekstremt hårdt at gennemføre tre års universitets uddannelse og jeg er sindsygt stolt af at jeg gør det og kun lidt over normeret tid. Det havde jeg ikke troet var muligt for mig.

At man undgår at være alene bliver ofte også betragtet som et symptom og det har jeg jo lidt dækket tidligere. Men det er noget der fylder meget i mit liv. Jeg kan selvfølgelig godt være alene et par timer, jeg er jo ikke en hundehvalp. Men er jeg alene meget mere end et døgns tid, så begynder jeg at blive ked af det og få det dårligt. Jeg har det meget svært med at jeg ikke kan være alene og det er noget jeg virkelig arbejder på og tænker meget over.

Rodløshed og impulsivitet ligger også i mig, men det er ikke noget der fylder nær så meget som den følelsesmæssige ustabilitet som jeg beskrev i sidste blog. Det er det der fylder mest i mit liv og derfor fik det sin egen blog.

Så er der den berygtede frygt for svigt som jeg berørte lidt i indlægget Noget om ikke at kunne være alene. Det er en grundlæggende overbevisning om at alle er på nippet til at skride fra mig hvert øjeblik det skal være. Det er det, der gør at mange borderlinere er rigtigt dårlige til at opretholde forhold til andre mennesker, for man vil hellere skubbe dem væk end vente på at de skrider fra en.
Her er jeg heldig for det er et symptom jeg kan undertrykke, så det ikke dominerer i mit liv og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg ville ikke være hvor jeg er i dag, hvis ikke det var for de mennesker omkring mig.

Så vidt jeg har forstået er det også typisk at føle sig mistænksom, man har lidt paranoia og stoler ikke på andres motiver. Man dissociere og kan helt miste følelsen af virkeligheden. Man føler sig tåget og udenfor sin egen krop. Det er en sindsygt ubehagelig følelse, som jeg desværre kender alt for godt.

Et sidste symptom I får i denne omgang er det man kalder kronisk tomhedsfølelse. Det har jeg meget svært ved at forklare og sætte ord på.
Jeg forstår det som den ligegyldighed der altid er i mig. Jeg føler ofte at det hele er lige meget og alting omkring mig mister sin værdi. Jeg har svært ved at se meningen med at fortsætte.
Det er nok det symptom der føles mest integreret i hvordan jeg fungerer. Jeg har oftest svært ved at se pointen i ting - hvorfor skal jeg stå op? hvorfor behøver jeg spise? hvorfor spilder jeg tid på tv og film? hvorfor fortsætter menneskeheden når vi alligevel ikke kan finde ud af det?
Det kan måske lyde som weltschmerz og er det vel egentligt også. Men det er en daglig følgesvend for mig. Jeg kan grundlæggende ikke se pointen med det hele og jeg kan slet ikke se pointen når det hele bliver svært og det føles som om der er et stort sort hul midt i mig der bare sluger alle gode ting jeg kommer i nærheden af. Altings ligegyldighed står altid skinnende klart for mig.