Der findes utallige citater om hvordan man skal omfavne selvet, hvordan man skal sørge for at kunne være alene med sit eget selskab, hvis man altså har tænkt sig nogensinde at skulle være lykkelig. Hvordan man ikke skal være afhængig af andres selskab og man skal kunne holde stilheden ud.
Man skal være en independent woman, who don't need no man.
Men det er jeg altså ikke.
Nu er jeg generelt ikke typen der giver meget for den slags citater, de går lidt ind under hvad man kunne kalde inspirations-porno, men jeg kan jo ikke lade være med at tænke over det, når jeg igen og igen bliver præsenteret for citater over temaet det-at-være-alene-er-sundt-og-du-skal-kunne-rumme-dig-selv-ellers-er-du-svag-og-dømt-til-evig-ulykke.
Jeg kan ikke rumme mig selv på den måde. Jeg hader stilhed og jeg hader at være alene. Når jeg er alene, så er det som om der bliver skruet op for lydniveauet inde i mit hoved. Alle tanker og handlemønstre bliver lige dét mere insisterende og dét sværere at bryde.
Jeg har meget svært ved at stå op, hvis jeg ikke har nogen aftaler eller noget jeg skal møde op til. Så kan jeg ligge i timer og lave ingenting, glo ud i luften, misbruge facebook og læse ligegyldige artikler om ligegyldige ting. Jeg sumper sammen og går praktisk talt i stå.
Jeg får sværere ved at gå ud af døren når jeg er alene og mit, i forvejen meget lille, overskud til praktiske ting krymper ind, fordi det føles ligegyldigt når det bare er mig selv det handler om.
I enhver sammenhæng hvor man kan læse om borderline-diagnosen, der vil et af de første punkter være, at man som borderliner ikke kan opretholde langvarige forhold, at man har tendens til tilfældig sex og meget af det, at man i sin skræk for at blive forladt, skubber alle væk, før de kan nå at forlade en.
Jeg er skrækslagen for at blive forladt, den er god nok. Men alle de andre punkter er simpelthen ikke mig, tværtimod så trives jeg i parforhold og alle der kender mig ved, at jeg er typen der har langvarige forhold og jeg er tro og loyal.
Jeg kan dog godt mærke nogle af borderline-mønstrene røre på sig nogle gange. Eksempelvis så kan jeg tolke alt til at være en afvisning og en afvisning er det værste, for så fortæller min underbevidsthed mig, at jeg bliver forladt om lidt og at jeg derfor skal være alene i al evighed.
Men i denne sammenhæng er jeg, af en eller anden grund og meget ulig min diagnose, god til at slå koldt vand i blodet og lige tage tingene med et gran salt.
Jeg er dybt taknemmelig for at jeg kan det. At jeg kan zoome ud og sige til mig selv at han måske snerrer lidt af mig fordi det pisser ned, han har hænderne fulde og jeg har valgt netop dette øjeblik til at spørge hvad vi skal give hans niece i fødselsdagsgave - måske er det situationen han snerrer af og ikke mig og hele mit væsen han hader.
Men jeg kan mærke tendensen til at tage det som en helt personlig afvisning af alt jeg står for, hvilket de fleste af os kan blive enige om, er rimelig overdrevent.
Jeg er dybt, dybt taknemmelig for at jeg kan finde ud af at have forhold til andre mennesker. Både familie, venskaber og romantiske forhold. Og jeg er endnu mere taknemmelig for at jeg har fundet en der kan rumme mig og mine store følelser.
For kogt ned så er det, det borderline er for mig. Det er for store følelser - de fylder det hele og jeg kan ikke regulere dem. Jeg kan ikke skrue ned for dem så de passer til situationen jeg er i. Og det er upraktisk og drænende.
Og det hele bliver større og sværere når jeg står med det alene. Når jeg har selskab så kan jeg distrahere mig selv og jeg undgår på den måde at blive opslugt af mig selv og drukne i mig selv.
Det kan godt være det er sundt at kunne være alene og i sit eget selskab - det er det sikkert. Og en eller anden dag håber jeg, at jeg kan nå dertil hvor det ikke er angstprovokerende for mig at skulle være alene, for det føles som en falliterklæring at være 26 år gammel og ikke kunne bo alene, men jeg må bare acceptere at sådan er mit liv lige nu og forhåbentligt kan jeg lære det med tiden.
Men jeg vil altid være ekstrovert, jeg har brug for andre mennesker for at lade min energi op og jeg tror at her skruer borderline-tendenserne igen op for tingene. Jeg kan ikke være alene i et døgn uden at begynde at få lidt ø-kuller og få behov for at snakke med nogen, om det så bare er kassedamen i Netto. En måde jeg har lært at håndtere det behov for selskab er blandt andet ved at sætte mig på caféer og arbejde og læse lektier, i stedet for at sidde derhjemme i stilheden og ensomheden. Det er jo vanvittigt individuelt hvad man trives med, men jeg koncentrerer mig klart bedst når der er liv omkring mig - for det overdøver larmen i mit hoved.
Men tænk hvis man kunne nå dertil hvor der var stille i hovedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar