Nu skrev jeg sidst om angstanfald, altså panikangsten der kan ramme mig som et lyn fra en stort set klar himmel. Men jeg er også så heldig at have det man kalder generaliseret angst.
Generaliseret angst er meget udbredt og det er hvad navnet siger; en helt generaliseret angst og uro.
For mig vil det sige at jeg kan have ekstremt svært ved at tage hjemmefra nogle gange. Det er ikke fordi jeg er decideret bange for at der skal ske mig noget, når jeg går ud af døren, det er mere en følelse af at jeg bare ikke kan.
Du kan bede mig flyve tværs over Storebælt eller finde Atlantis, det føles ca. lige så muligt som at gå udenfor, når jeg har det slemt.
Jeg har siddet i overtøj med min taske under armen og stirret på min hoveddør i halve og hele timer, i et forsøg på at finde ud af hvorfor jeg ikke kunne gå ud af den. Jeg er kommet for sent til aftaler som jeg i virkeligheden gerne ville, fordi det var svært at tage det sidste skridt med at gå ud af døren.
Det er altid nemmere hvis jeg er sammen med nogen. Grundlæggende er de fleste ting nemmere for mig, når jeg er sammen med nogen - jeg er min egen værste fjende.
En anden måde det viser sig er ved mit glødende had til at tale i telefon. Jeg afskyr det mere end jeg kan beskrive med ord.
Jeg har svært ved at sætte fingeren på, hvad det er ved det jeg hader, men jeg hader det. Jeg kan godt snakke med folk jeg kender og er tæt på, men jeg bryder mig ikke om det.
Jeg kan også godt snakke med fremmede, men det tager mig lang tid at tage mig sammen til at ringe og jeg tager stort set aldrig telefonen når den ringer og jeg ikke kender nummeret.
Det er en åndsvag ting at være angst for, men jeg synes det er så ubehageligt. Jeg hader at tale i telefon - lad mig kommunikere skriftligt eller ansigt til ansigt til hver en tid.
Det viser sig også som en underlig form for hypokondri. Underlig fordi jeg ikke er specielt bange for at blive syg, men jeg går altid ud fra at det er det værst tænkelige.
En smule ondt i maven - det er mavekræft, jeg er død om et halvt år.
Et jag af smerte i hovedet - det er en blodprop eller en svulst, jeg er så godt som død.
Ondt i en legemsdel - det er sikkert knoglerne den er gal med, jeg skal i rullestol og dør snart.
You get the picture? Det er ikke noget jeg reagerer på eller tager særligt tungt, for det er en tanke jeg heldigvis kan skubbe fra mig med det samme igen, men den kommer altid som det første.
Nu skal det ikke lyde som om jeg går og er angst hele tiden, for det er jeg absolut ikke. Generaliseret angst skal ikke forstås som en uafbrudt paniktilstand, det er mere sådan en form for stille uro der bare sidder et eller andet sted i baghovedet og prikker lidt til dig en gang imellem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar