Første gang jeg havde et angstanfald var engang i 2010 eller 2011, i metroen tæt ved Amagerbro station, hvor jeg heldigvis skulle af. Det kom pludseligt og totalt uventet.
Det kom som en pludselig lyst til at skrige højt midt i metroen. Lydene omkring mig blev mærkelige og det føltes som om mine knogler vibrerede.
Jeg kunne ikke forstå hvordan alle kunne sidde helt rolige og hvorfor der ikke var nogen der gjorde noget, ind til jeg fandt ud af at man ikke kunne se det udefra. At det hele foregik indeni mig.
Da metroen stoppede fik jeg stavret ud på perronen og skulle op af trappen for at komme ud i det fri, men mine ben ville ikke lystre. Jeg måtte koncentrere mig om hvert eneste trin, for jeg kunne ikke gå naturligt. Da jeg endelig kom op i fri luft fortsatte mine ben med at opføre sig som om stikket til dem var blevet trukket ud. Jeg kunne slet ikke finde den naturlige rytme man har når man går.
Jeg husker at det var vinter og at jeg satte mig et eller andet sted og prøvede at få styr på min vejrtrækning og mine vibrerende knogler - og så de der ben der virkede som om de tilhørte en anden.
Jeg græd ikke så vidt jeg husker, men jeg kan godt blive i tvivl. Jeg skulle gå et stykke for at nå frem til mit bestemmelsessted og jeg fandt ud af at den eneste måde jeg kunne finde ud af at ramme en nogenlunde naturlig rytme, var ved at høre en. Så jeg hørte Queens We Will Rock You og gik til den rytme.
Jeg har set aldeles fjollet ud, men jeg var ligeglad for jeg kom fremad.
Siden da har jeg haft det meget svingende med angstanfald. Jeg har haft lange perioder helt uden anfald, men på det seneste har jeg ramt en stime af dem.
Senest i går midt på Borups Allé, i bil, alene.
Når jeg får angstanfald nu, er det anderledes end den første gang i metroen. Nu er det gråd, hjertebanken og hyperventileren. I går måtte jeg køre ned på en sidevej og parkere det første og bedste sted fordi panikken overtog mig og jeg kunne mærke, at det var farligt, at jeg sad bag rattet.
Folk der ikke kender til angst kan måske spørge; "men hvad blev du bange for?" og svaret er som regel et frustreret "ingenting" - forskellen på angst og frygt er at angsten er irrationel og ikke nødvendigvis er hæftet på noget faktuelt.
Det er også det, der kan gøre det ekstremt svært at forudse hvornår den vil ramme.
I går var jeg urolig over lidt småting, men absolut ingenting at være bange for. Men min krop og hjerne kan ikke altid skelne og så kører den op i en spids, selvom der ikke er noget at panikke over.
Det sætter sig i brystet, som et sneglehus der prøver at bore sig op igennem min hals. I går troede jeg at jeg kunne styre det, kunne tale mig selv ned, kunne koncentrere mig nok om trafikken til at det ikke fik overtaget. Men pludselig kunne jeg mærke at det havde fået overtaget - min mave krøllede sig sammen og jeg begyndte at få svært ved at trække vejret og det blev svært at se med tårerne der væltede ud af hovedet på mig. Der var ikke noget jeg var bange for (ud over at køre galt, hvilket var en ganske rimelig frygt på daværende tidspunkt), men min krop reagerede som om der var det og den reaktion er så svær at styre.
Heldigvis havde jeg noget angstdæmpende og et par forældre der kunne komme og hente mig og bilen, de angstdæmpende gør mig nemlig for sløv til at jeg må køre.
Angstanfald er altdominerende, når de rammer og ligegyldigt hvor irrationelle de er, så er de altid reelle. For selvom det virker fjollet at panikke over ingenting, så er panikken ægte og dybt ubehagelig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar