Jeg har nogle rigtig lede dage for tiden, og jeg tror hovedgrunden er vintermørket, enten slår det ekstra hårdt i år, eller også er det fordi kontrasten har været større end den plejer. Jeg har haft en god periode, den nye medicin har virket og jeg er kommet mere ud, men alt det er gået i vasken i takt med at det blev mørkere og mørkere. Jeg føler jeg er blevet smidt 10 felter tilbage og det er rigtig hårdt.
Min angst er værre, jeg græder dagligt af ingenting og jeg har bare et generelt ubehag ved at være.
En anden ting der er hård er hvor stort et ubehag jeg har ved at være i min krop. Jeg bevæger mig alt for lidt, og det kan jeg mærke, men samtidig er det noget nær umuligt at overskue at gøre noget ved det, for det er ikke rart når jeg gør noget. Min krop er ubehagelig at være i. Jeg har ondt i lænden hele tiden blandt andet, men det værste er den måde det føles som om jeg egentligt ikke er i min krop.
Det føles som om jeg svæver et eller andet sted over mig. Ikke at jeg har decideret ud-af-kroppen-oplevelser, men jeg føler mig bogstaveligt talt ved siden af mig selv. Når man siger det normalt mener man ofte at man bare er lidt forvirret, men jeg føler helt bogstaveligt at jeg ikke er i min krop, måske fordi den er så ubehagelig at mærke.
Alt det her bliver forstærket af mit humør, min krop bliver nemmere at mærke når jeg bliver distraheret af selskab især. Jeg får det klart dårligere af at være alene.
Men det er jo juletid, og i år har jeg meldt mig helt ud af gaveræset. Jeg har lavet hjemmelavede gaver til alle og det har været så godt for mit stress-niveau. Jeg har vidst nævnt det de sidste par år, men jeg er blevet bedre til jul end jeg har været fordi jeg er blevet bedre til kun at gøre de ting jeg har lyst og overskud til. Det jeg ikke kan lide ved julen er dels alt stressen over at man skal nå alt, men især de forventninger der er om at man skal være glad hele tiden. Holly jolly Christmas og alt det der. Det er nok især mig selv der har det med at have de forventninger. Jeg har det generelt dårligere om vinteren, og det bliver desværre ikke kureret af pebernødder og julemusik, hvis det dog bare gjorde. Men at stå af ræset, har gjort det nemmere for mig at nyde de ting jeg godt kan lide.
Så jeg har set julefilm og Nissebanden, drukket glögg og spist pebernødder, men jeg har ikke juleshoppet og julestresset. Jeg håber at I også har kunne holde julestressen på et minimum og kan nyde det hele i et eller andet omfang. Julen kan være en svær tid af mange grunde. Men under alle omstændigheder skal I alle sammen ønskes rigtig glædelig jul 💖

Ingen kommentarer:
Send en kommentar