En tekst om teateret.

For et par uger siden til skriveforløbet skulle vi skrive en erindring. Jeg skrev om dengang jeg startede til teater, og i det hele taget opdagede scenen. Jeg legede med at skrive i 3. person, så den er derfor henvendt til et "du" - det "du" værende mig selv i virkeligheden.
Og da der måske er et projekt af en art i støbeskeen (mere får I ikke at vide 🙊), så tænkte jeg, at jeg ville dele teksten her. Så uden yderligere introduktion er her en tekst om teater:

Det hele startede midt i teenagetiden. Du kunne ikke holde hverdagen ud, det hele pressede på indeni dig. Du måtte gøre noget og fik en idé. Du fik Emilie overtalt til at tage med, det var grænseoverskridende alene og det forstår jeg virkelig godt. Alle talte højt og fyldte meget, men alle strålede og alle virkede glæde. For første gang var du ikke den der talte højest i et selskab, du var ikke den der fyldte mest, du stak ikke engang ud, som du altid gjorde i hverdagen. Emilie var med for første, eneste og sidste gang den dag, men du var bidt af scenen. Du savnede den allerede dagen efter.

For første gang følte du dig tryg i nogens selskab. Følelsen af at alle stod på lur, at alle kun ventede på en situation til at tvære dig, den eksisterede bare ikke i det rum. Folk var så åbne og omfavnende at du ikke kunne andet end at falde til. Du fik de bedste venner. Venner du stadig har. Venner der har båret dig i de perioder hvor du ikke kunne stå på benene.
Dengang fik du endda en hovedrolle i dit første stykke. Hvordan du landede rollen som Wendy med dit sorte hår og emo-attitude er svært at sige, men de sagde du gjorde det godt og du sugede rosen til dig. Ros for noget du gjorde, ros for noget der flød så naturligt.
Pludselig elskede du mandag, du glædede dig til de aftner i ungdomsskolens teatersal. Lugten af rengøringsmidlet der blev brugt, en helt særlig lugt der stadig gør, at du føler dig 15 år igen hvis du kommer et sted hvor det er brugt. Duften fylder dig med minder. Kælderen med bordene med de helt rigtige spejle, med pærer hele vejen rundt der lyste ansigtet op så den tunge teater make-up kunne lægges. De føltes så ægte, som et ægte teater. Men først og fremmest scenen. Scenen med de tunge gardiner, med snoreværk og kabler bagved. Scenen der føltes helt rigtig.
Den føltes rigtig i årevis, forskellige scener, men altid den samme følelse af at høre til, at noget var nemt og kom flydende til dig. På scenen følte du dig hjemme, og du elskede publikum. Elskede energien de kunne sende til dig, energien der fyldte dig og gjorde det så nemt.
Men en dag det blev svært… Den dag gik noget i stykker i dig. Øvelserne blev svære, følelserne blev svære at finde, akavethed du aldrig havde mærket før sneg sig ind. Pludselig ville du helst gemme dig og ikke stå forrest. Hvorfor ville du ikke stå forrest? Dig med alle dine hovedroller og filmoplevelser, hvor blev det af? Nu har du ikke stået på en scene i 10 år. Du mistede et hjem, du mistede noget der føltes sandt. Men måske en dag, måske kommer det tilbage.
Du er begyndt at overveje det, men det føles skræmmende. Hvad hvis det stadig er svært? Hvad hvis du stadig ikke kan?