Jeg går med en næsten konstant dommedags-følelse, men den har ikke noget med diagnoser eller lidelser at gøre. Den er funderet i en helt reel angst for at vi som samfund og menneskehed er på vej mod afgrunden.
Uanset hvor jeg kigger hen så synes jeg tingene går den forkerte vej.
Kigger man økonomisk, så har politikerne i årtier udhulet velfærdssystemet, så der snart ikke er mere tilbage af det. Det er ikke andet end en skygge af sig selv, mens de fleste tror at der faktisk er noget bag den tynde skal der stadig står, kun holdt oppe af ryet om sig selv.
Hospitaler, plejehjem, børnehaver, den kollektive trafik, SKAT, skoler osv., osv., det hele er blevet skrabet ned til under et minimum af hvad de har brug for, for faktisk at udføre det de er til for.
Holdningen er at vi som borgere er til for økonomien og ikke at økonomien er til for os. Selvfølgelig skal et statsbudget hænge sammen og kunne køre rundt - men det behøver ikke give overskud.
Hvad skal det overskud bruges til? Skattelettelser til dem der har mest?
Skulle vi ikke hellere pumpe penge i de ydelser vi alle sammen nyder stort af og som tidligere gjorde os til verdens lykkeligste land? For det er vi ikke mere, vi er røget ned på en tredje plads, fordi usikkerheden og først og fremmest uligheden er steget.
Derudover er jeg dybt uenig i måden vi her i landet, og i Europa i det hele taget, behandler flygtninge. Som om de ikke burde være vores problem. Vi glemmer deres menneskelighed og deres ret til at forsøge at få et liv til at hænge sammen. Er det problematisk at de kommer her med andre skikke, andre traditioner og andre religioner? Ja selvfølgelig, men der vil kun komme flere fra nu af og vi bliver nødt til at forholde os til det og ikke snerpe læberne (og grænserne) sammen og som sure børnehavebørn holde på alt slikket. Det slik har vi alle ret til og det burde deles mellem alle.
Og ja, det vil betyde noget for os og hvad vi har, men hvorfor har vi mere ret til det?
Nogen vil muligvis se det som en lidt hellig og måske naiv tilgang til problemet. Og jeg siger heller ikke at vi skal lukke øjnene og åbne armene og bare lade tingene flyde. Jeg siger bare at rent principielt synes jeg at vores nuværende holdning er forkastelig.
At vi har folkevalgte politikere der "vil gå til grænserne af konventionerne" indenfor menneskerettighederne er decideret uhyggeligt. Menneskerettighederne! Noget der for mig står som urokkelige. Eller som i hvert fald burde være det.
I sammenhæng med det er der den ekstremt skræmmende folkeholdning mod islam og muslimer.
Det ikke bare lugter af nazisme, det kopierer direkte. Mange af DF's udtalelser ville passe perfekt ind i 30'erne og start 40'erne hvis man skiftede islam ud med jødedommen.
Og det gør mig bange, både på muslimernes vegne, men også på mine egne vegne. Skal vi ud i folkemord og modstandsbevægelser igen?
Jeg er ikke religiøs og jeg bryder mig faktisk ikke særligt meget om etablerede religioner, uanset hvilken vi snakker om, fordi folk har en grim tendens til at tro at de har den ægte sandhed og alle andre skal overbevises om den. Det går mig meget imod. Religion burde være noget privat, men, for alverdens (for mig fiktive) guders skyld, noget frit.
Alle burde have ret til at tro, føle, skrive, tænke og sige hvad de vil. Det betyder selvfølgelig ikke at man ikke kan tage hensyn og holde kæft nogle gange.
Men parallellerne til fortiden gør mig bange.
Og sidst, men absolut ikke mindst, har vi klimaet. Det skræmmer mig på daglig basis at vi ikke er i gang med at lave en global haste-indsats for desperat at forsøge at redde verden mens den stadig står.
Og ja, det er verden der skal reddes. Eller i hvert fald verden som vi kender den. For reelt set, så skal naturen nok klare sig - liv finder altid en vej. I virkeligheden er det vores egen røv vi skal redde.
Det er vores eget levegrundlag og vores egen levestandard vi skal redde.
Det sidste jeg læste er at indlandsisen reelt set er tabt nu. Vi kan ikke nå at vende udviklingen også selvom vi skulle leve op til Paris-aftalens kvoter (som i øvrigt er latterligt lave), det er for sent. Spørgsmålet er kun hvor hurtigt isen vil smelte og vandstanden vil stige.
Én ting er tabet af smukke og unikke naturområder og de dyrearter der hører med der. Det er dybt tragisk at vi ikke forstår at vi er en del af naturen og at den ikke er en entitet i sig selv adskilt fra os. Vi er en del af naturen lige så meget som alt fra orangutanger til skovsnegle. Vi er indirekte afhængige af det hele.
En anden ting er den helt egoistiske frygt for at mit liv vil ændre sig markant. Hvad når vandstanden stiger? Når flygtningene fra den sydlige halvdel af kloden kommer strømmende fordi deres lande er blevet uudholdelige eller umulige at bo i. Hvad med alt den mad vi ikke vil kunne få mere, af samme grund og hvis bierne uddør? Jeg er omsider ved at bygge et liv og en hverdag op som jeg kan holde ud, hvad hvis den bliver revet fra hinanden over de næste år? Hvad hvis jeg ikke kan få min medicin fordi samfundet mere eller mindre kollapser oven på alle de her ting? Så er jeg ikke sikker på at jeg vil have selvopholdelsesdrift til at klare den.
Desværre er alle de her 'hvad nu hvis'-scenarier ikke helt hen i vejret. De bliver mere og mere realistiske og det gør mig bange af helvedes til.
Det værste er at vi har mange af de opfindelser der skal til, for at sætte ind og i hvert fald gøre vores chancer større, men verdens ledere nægter at se det i øjnene fordi der er penge i at holde status quo.
Fucking penge, ja undskyld mit fransk. Men hvad fanden betyder det når vi står i lort til halsen?
Jeg er frustreret fordi jeg får lyst til at råbe op, gøre noget. Men jeg ved ikke hvad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar