At få tiden til at gå ...

En ting jeg har meget svært ved at forstå, er hvordan andre mennesker får tiden til at gå.
Jeg føler altid at jeg har alt for meget tid at slå ihjel. Måske er det bare fordi jeg er for bange for stilhed, men jeg synes aldrig helt, jeg kan få tiden til at gå.
Det er selvfølgelig en ulempe ved at være sygemeldt og dermed ledig, for jeg har vitterlig mange timer at slå ihjel hver dag.
Jeg har stadig koncentrations-besvær og jeg har derfor svært ved at sætte mig ned med en bog og få flere timer til at gå med det - selvom det er det hele min uddannelse går ud på.
Jeg kan ikke forsvinde i det mere, min koncentration hopper rundt og jeg bliver distraheret af alting.
Det samme gælder film og serier, jeg kan ikke holde koncentrationen fanget i for lang tid af gangen, så begynder jeg at lave alt muligt andet eller have svært ved at sidde stille.

Jeg gør mit bedste, både med bøger og fimo og en film i ny og næ. Men jeg kan slet ikke se serier mere, hvilket ærgrer mig. Jeg håber jeg genfinder koncentrationen til det.

Men hvad laver andre mennesker i deres fritid? Hvordan slipper andre mennesker for at det føles som om timerne er ved at kvæle en og man bare venter på at det er sent nok til at kunne gå i seng?
Men også, hvordan undgår I at blive kvalt i eksistentialistiske tanker om hvad pokker meningen med det hele er? Hvordan undgår I at ligegyldigheden tager over?
Det fylder meget i mig. Følelsen af ligegyldighed og at der ingen mening er med tingene. Det hele gentager sig i en uendelighed og der er ingen grund til at blive på toget.
Jeg har ikke decideret lyst til at hoppe af toget, men jeg har også svært ved at se hvor det kører hen og hvad grund jeg helt har for at blive på.
En af mine yndlings digtere er amerikaneren Neil Hilborn (google ham, han er det værd). Han har skrevet mange digte der giver genlyd hos mig, men især dette udsnit af digtet The Future passer på den følelse jeg lige har beskrevet:

[..] I think a lot about killing myself, not like a point on a map but rather like a glowing exit sign at a show that's never been quite bad enough to make me want to leave. [...]
- The Future af Neil Hilborn

Jeg tænker meget på det, men ikke som man normalt definerer selvmordstanker. Jeg  overvejer det ikke og jeg har ikke lyst til det, men det er som Susanna Kaysen der skrev Girl, Interrupted siger; når først tanken om selvmord er opstået i sindet, så kan man ikke slippe den igen. Så sidder den fast.
Faktisk er det ikke selvmord, det er ikke som sådan død jeg tænker på, mere bare at jeg gerne vil sove. Jeg er træt og vil bare gerne sove, det hele kræver lidt for meget af mig.
Jeg er i bedring, angsten bliver hele tiden bedre og jeg bliver bedre til at forebygge den. Men tristheden er stadig derinde. Det hjælper selvfølgelig heller ikke at det er blevet mørkt og vinter. Det har jeg virkelig ikke godt af.