Jeg har fået en rynke!

For ikke så lang tid siden opdagede jeg at jeg er ved at få smilerynker i øjenkrogene. Altså smilerynker der også er der, når man ikke smiler.
Og jeg blev helt stolt.
Min kæreste påpegede at min reaktion nok var en smule atypisk, idet jeg glad og stolt kom løbende ind og viste ham den. Men jeg har helt selv lavet den rynke, jeg har overlevet mig selv længe nok til at få en rynke. Det er da værd at fejre!

Jeg har aldrig været bange for at blive gammel (hvis man ikke tæller min alderskrise da jeg fyldte 10 med), tværtimod så glæder jeg mig til at blive ældre og forhåbentligt få mere ro hen ad vejen.
Når jeg nysgerrigt kigger efter tegn på grå hår, så er det med forventningens glæde mere end frygt.
Jeg er 27, dvs. jeg nærmer mig 30 relativt hastigt og det passer mig glimrende. 30 er lang tid, specielt når man tænker på at størstedelen af de år har været tilbragt med psykiske problemer af den ene eller anden art. Jeg glæder mig til at blive 30 og forhåbentligt også 40 og 50, for det vil betyde at jeg stadig er i live.

Det eneste der knirker når jeg tænker på, at jeg nærmer mig 30. Det er at jeg ikke har "opnået" de ting mange forventer at man skal have når man når den alder. Jeg har ikke børn og vil heller ikke have det, jeg har aldrig haft et rigtigt job, jeg er afhængig af det offentlige og kæreste og familie for at kunne fungere i min hverdag. Min mor laver nogle gange opkald for mig til det offentlige, fordi min angst er for stærk. Burde jeg kunne ringe selv som 27 årig? Ja, men jeg må bare acceptere, at jeg ikke er som alle andre på mange punkter og at jeg har svært ved ting, som andre finder lette.
Til gengæld er jeg så typen der bliver glad for rynker og grå hår og som ikke er bange for at blive ældre.