De små sejre.

I dag startede jeg dagen med helt alene at gå ned i den lokale kiosk og købe en bolle med ost og en kop kaffe! 

For de fleste virker det som en lille hverdagsting, som man dårligt tænker over. Men efter at jeg den sidste måned har lidt så meget under angsten, at jeg ikke har kunne bevæge mig ud i offentligheden alene, så er det en sejr. 

Jeg kunne! Også selvom jeg mærkede suget af angst i maven da jeg fik ideén. Det tog mig en halv time at tage mig sammen og puste mig op til det, men jeg besluttede mig for at den fucking angst ikke skulle bestemme om jeg fik morgenmad eller ej.

Jeg var alene, så jeg fortalte katten, gentagende gange, at jeg godt kunne. Ikke at han gjorde meget andet end at stirre og spinde af mig. Men det hjalp at sige det højt, så ved at fortælle ham at jeg godt kunne, så fortalte jeg også mig selv det. Og jeg fik ret, jeg kunne godt. Det var grænseoverskridende, men det var mest det at bevæge mig ud af lejligheden, da jeg først var ude, så gik det fint. Og kaffen smagte af sejr og jeg har sjældent nydt en bolle med ost så meget.

Det kan godt føles lidt åndssvagt at være stolt af noget så simpelt, men for mig er det en sejr og et tegn på at det går fremad igen. Det kan godt være at det er med babyskridt, men det går fremad.

Man skal huske at fejre de små sejre, for de er faktisk ikke så små endda.